Det er en stor milepæl for enhver iværksætter at få sin første kunde.
Det kræver dog både tid og fokus at nå dertil. Der findes et hav af markedsføringskanaler og muligheder for at promovere din virksomhed, og derfor kan det være svært at finde ud af, hvad der rent faktisk fungerer, og hvad der skaber resultater.
Mange bruger alt for lang tid på at finjustere deres webshop i jagten på den perfekte løsning, når det vigtigste i virkeligheden er at få besøgende ind i butikken. I stedet for at bruge alle kræfterne på designfasen, når du starter din webshop, kan du i stedet prøve denne strategi: Hvis din webshop er klar til at tage imod kunder, så brug de næste 30 dage på at fokusere på én ting, nemlig at tiltrække relevant trafik med potentiale til at blive til salg.
Er du klar til at komme i gang? Læs videre i denne artikel, og få tips til, hvordan man laver sit første salg i sin webshop.
Derfor er målrettet trafik afgørende for nye butikker
Som ejer af en ny webshop kan det være fristende at bruge tiden på små justeringer som farver, skrifttyper, priser og andre detaljer bag kulisserne.
Den virkelige udvikling begynder dog først, når du får besøgende ind på din webshop og kan måle konkrete resultater. Derfor er det utrolig vigtigt at drive trafik til sit websted, når man arbejder med, hvordan man laver sit første salg.
Hvis ingen besøger din webshop, ved du ikke, om der er efterspørgsel på dine produkter. Du ved heller ikke, om dine priser er de rigtige, eller om dit brand rammer den målgruppe, du gerne vil nå.
Derfor foreslår vi denne udfordring:
Uanset hvor langt du er i processen med at opbygge din forretning, så brug de næste 30 dage på at fokusere på at skaffe relevant trafik til din webshop før alt andet.
For at hjælpe dig godt i gang har vi samlet nogle af de mest nyttige markedsføringsstrategier inden for e-handel i en tjekliste. Den indeholder også ressourcer, der er nemme at gå til, hvis du er ny inden for markedsføring og gerne vil lære mere.
Vi starter med de nemme og gratis trafikkilder. Derefter kigger vi nærmere på mere målrettede markedsføringsaktiviteter, som kræver lidt mere tid eller et større budget.
Godt at vide, før du går i gang
Hvis en strategi ikke passer til din webshop eller dine produkter, så spring den over. Hvis du fx sælger computertastaturer, er Pinterest sandsynligvis ikke det sted, du skal starte.
Opsæt Google Analytics på forhånd, og hold øje med trafikken, mens du afprøver de forskellige strategier. Det er ikke alt, der kommer til at fungere for dig, og det er helt normalt. Du bør også overveje, hvilke betalingsmetoder dine kunder forventer. I Danmark vil mange fx gerne kunne betale med MobilePay eller Dankort, så købsoplevelsen bliver så enkel som muligt. Når du har fået det på plads, er det tid til at bruge de næste 30 dage på at lære, teste og tilpasse dig, mens du arbejder mod dit første salg.
Gratis trafikkilder: Gå efter de lavthængende frugter
De første trafikkilder, du bør kigge på, er de gratis muligheder. Det handler typisk om at dele din webshop med dit personlige netværk og relevante online-fællesskaber samt arbejde på at blive synlig i Googles søgeresultater.
Disse trafikkilder er nemme at komme i gang med og tilgængelige for de fleste webshop-ejere, og derfor er de et oplagt sted at starte. Husk følgende tips, når du arbejder med gratis trafikkilder:
Tip nr. 1: Overvej at tilbyde en rabatkode for at give folk en ekstra grund til at besøge din webshop. Du kan også øge interessen ved at samle produkter i pakker, lave tidsbegrænsede tilbud, afholde konkurrencer eller giveaways, der får flere til at engagere sig i dit brand.
Smykkebrandet Scarlet bruger fx LinkedIn til manuelt at komme i kontakt med potentielle kunder og tilbyder gavekort i bytte for e-mailadresser og besvarelser af spørgeskemaer.
Tip nr. 2: Alt, hvad du gør online, kan potentielt skabe trafik til din webshop. Tilføj derfor din webshops URL til dine profiler på sociale medier som Instagram og LinkedIn.
Tip nr. 3: Undgå at bombardere folk med gentagne salgsbudskaber. Fokuser i stedet på at dele noget, der er relevant eller nyttigt, og opbyg troværdighed over tid.
Udnyt dit personlige netværk
Du kan selvfølgelig overveje at deltage i danske iværksætterfællesskaber online, bl.a. Danske Iværksættere, hvor du kan dele din historie og få feedback. Har du brug for sparring eller rådgivning om din virksomhed, kan du også finde hjælp gennem Iværksætterdanmark. Mange finder dog ud af, hvordan man laver sit første salg gennem deres personlige netværk, og det er helt okay. Del din webshop på Facebook, LinkedIn, Instagram, Snapchat og X, så dit netværk bliver opmærksom på din lancering.
Sørg for, at din webshop er synlig i dine profiler på sociale medier. Du kan også fastgøre et opslag om din webshop øverst på dine profiler, så nye besøgende ser det med det samme. Derudover kan du overveje at sende en e-mail til venner, familie og andre i dit netværk for at fortælle om lanceringen. Bed dem gerne om at dele budskabet videre. De behøver ikke nødvendigvis at købe noget for at støtte dig.
"Vores første tre eller fire salg kom fra venner og kollegaer," fortæller Jayanti Gupta, som er grundlægger af butikken Parinita. "Inden for en måned begyndte vi at modtage henvendelser og salg fra nye kunder, der fandt os online."
Selvom de første salg kommer fra folk, du allerede kender, kan de være utroligt værdifulde. Du får både de første kunder i webshoppen og vigtig feedback, som kan hjælpe dig videre.
Hvis du ikke sælger noget gennem dit personlige netværk, skal du ikke miste modet. Det er ofte den mindst målrettede trafikkilde på listen.
Anbefalet til: Alle, men især dem, der allerede er aktive på sociale medier og har et større netværk på fx Facebook, Instagram, Snapchat, X eller LinkedIn.
Deltag i online-fællesskaber
Undervurder ikke værdien af at placere et link til din webshop de rigtige steder. Lav opslag på Reddit, deltag i Facebook-grupper, og find nichefællesskaber, hvor dine potentielle kunder allerede er aktive.
Bliv en del af de fællesskaber, hvor din målgruppe befinder sig. Deltag i samtalerne, hjælp andre og bidrag med relevant viden. Når folk lærer dig at kende og får tillid til dig, bliver det langt nemmere at dele din webshop eller en rabatkode uden at virke påtrængende.
Hvis du allerede har opbygget et publikum, før du lancerer din webshop, har du et godt udgangspunkt. Brug fx sociale medier til at indsamle feedback på nye produkter og involver dit publikum i udviklingen af din forretning.
Du kan også bruge disse fællesskaber til at få sparring fra andre iværksættere. Tjek fx:
- r/Entrepreneur
- r/ecommerce
- Facebook-gruppen Danske Iværksættere
- Facebook-gruppen Iværksætter Netværk (IVN)
- LinkedIn-gruppen Bright Ideas and Entrepreneurs
- Shopify Community
Anbefalet til: Webshops, der henvender sig til specifikke målgrupper eller interessefællesskaber. Men alle iværksættere kan få værdi af online fællesskaber, hvor de kan få feedback og lære af andres erfaringer.
Bliv synlig i Googles søgeresultater
Hvis din hjemmeside dukker op blandt de øverste resultater på Google, når potentielle kunder søger efter relevante produkter, har du langt større chance for at få trafik til din webshop og skabe salg.
Arbejdet med at blive synlig i søgeresultaterne kaldes søgemaskineoptimering, også kendt som SEO. Det handler om at forstå, hvilke søgeord dine kunder bruger, og skabe indhold, der matcher deres søgninger. Start med en søgeordsanalyse for at finde relevante søgeord og emner inden for din niche.
Overvej derefter at starte en blog eller lave videoer med nyttigt indhold. Hvis du fx sælger køkkenudstyr, kan du dele opskrifter, guides eller tips til madlavning. Det hjælper ikke kun med at forbedre din synlighed på Google, men det giver også besøgende en bedre oplevelse på din hjemmeside.
Betalt annoncering: Brug penge for at tjene penge
Den hurtigste måde at skabe salg online på er ofte ved at få målrettet trafik gennem betalt annoncering. Den gode nyhed er, at mange annonceplatforme bruger en betalingsmodel, hvor du kun betaler, når nogen klikker på din annonce.
Alle annonceplatforme fungerer forskelligt, så vælg de kanaler, der passer bedst til din målgruppe. Hvis du markedsfører dig i bestemte lande, kan det også være en fordel at undersøge, hvilke sociale medier der er mest populære på de enkelte markeder.
Start i det små, når du tester betalt annoncering. Et dagligt budget på 50-75 kr. på én platform kan være nok til at finde ud af, hvad der virker, uden at bruge flere penge end nødvendigt. Du kan teste forskellige målgrupper og annonceformater og få en bedre forståelse af platformen, før du skruer op for annoncebudgettet.
Det er sådan mange succesfulde webshops vokser. De starter med organisk indhold og små annoncebudgetter og øger derefter annonceforbruget i takt med, at omsætningen vokser.
Før du går i gang med at markedsføre din virksomhed på sociale medier, bør du sørge for, at din profil indeholder nok indhold til at give et godt førstehåndsindtryk. På den måde møder besøgende ikke en tom profil, når de klikker sig videre fra en annonce.
Facebook-annoncer
Facebook er fortsat et af de mest populære sociale medier og har brugere på tværs af alder, køn, interesser og indkomstniveau.
Derfor kan mange forskellige virksomheder få værdi ud af Facebooks målretningsmuligheder. Du kan målrette annoncer ud fra bl.a. alder, køn, geografisk placering, jobtitel og interesser.
Interesser er særligt nyttige. Du kan bruge de sider og emner, som brugerne interesserer sig for, til at finde personer, der sandsynligvis vil være interesserede i dine produkter. Brug de målgruppeindsigter, der er tilgængelige i Meta Ads Manager, til at få et bedre indblik i din målgruppe baseret på demografi, interesser og adfærd.
Sørg for, at dine annoncer har et klart formål. Vælg "Kendskab" eller "Trafik", hvis du vil gøre flere opmærksomme på din webshop, "Leads", hvis du vil indsamle e-mailadresser, og "Salg", hvis målet er at få flere kunder. Test også forskellige annonceformater. Karruselannoncer er gode til at vise flere produkter, mens enkeltbillede-annoncer kan sætte fokus på et bestemt produkt.
Anbefalet til: Webshopejere, der har en klar forståelse af deres målgruppe. Hvis du fx sælger T-shirts med popkulturelle referencer, kan Facebook gøre det nemt at nå ud til personer med netop de interesser.
United By Blue bruger Facebook-annoncer til at markedsføre deres miljøvenlige produkter. Her målretter de annoncerne mod brugere med interesse for miljø og bæredygtighed. Eksemplet viser en karruselannonce med flere produktkollektioner.
Instagram-annoncer
Instagrams visuelle format og relativt unge brugergruppe er langt fra de eneste fordele ved platformen.
Instagram er også et sted, hvor mange brugere aktivt leder efter inspiration og nye produkter. Funktionen Udforsk hjælper brugerne med at opdage nyt indhold, og relevante hashtags kan give dine opslag ekstra rækkevidde uden annoncebudget. Hvis du mangler inspiration til indhold, findes der masser af værktøjer og skabeloner til Instagram Stories, som kan hjælpe dig i gang.
Med Instagram-annoncer kan du vise billeder og videoer direkte i brugernes feed. Karruselannoncer er fx velegnede, hvis du vil fortælle en historie på tværs af flere billeder. Start med at vise produktet i brug, fremhæv de vigtigste fordele undervejs, og afslut med en tydelig opfordring til handling.
Du kan også eksperimentere med afstemninger, nedtællinger og andre interaktive funktioner i Stories-annoncer samt videoannoncer som bl.a. Reels, der fylder hele skærmen.
Revival Rugs bruger fx feed-annoncer til at fremvise deres produkter fra flere vinkler:
"Fordi jeg havde en baggrund inden for sociale medier, vidste jeg, hvordan man opsætter Instagram- og Facebook-annoncer på et grundlæggende niveau. Jeg brugte 10-15 USD om dagen på Instagram-annoncer i vores første år”, fortæller Grace Lee, som er grundlægger og CEO hos Birdy Grey. "Jeg justerede mine målgrupper og gjorde alt for at få maskinen til at køre. Overraskende nok resulterede det i 2 millioner dollars i omsætning i vores første år."
Hvis du opbygger en følgerskare og bruger relevante Instagram-strategier, kan organiske opslag på Instagram også nå ud til mange potentielle kunder uden annoncebudget.
Anbefalet til: Mode, mad, fitness og andre brancher, hvor det visuelle spiller en stor rolle. Hvis du har stærke produktbilleder og gerne vil nå en yngre målgruppe, er Instagram et oplagt sted at starte.
Pinterest-markedsføring
Pinterest er en markedsføringskanal, der ofte overses, men for mange webshops kan platformen være en værdifuld kilde til trafik. Mange bruger Pinterest til at finde inspiration til kommende køb, boligprojekter, mode og hobbyer, hvilket gør platformen relevant for virksomheder med et stærkt visuelt udtryk.
Pinterest fungerer lidt som et digitalt inspirationsunivers, hvor brugerne gemmer og organiserer pins inden for forskellige emner. Det bruges ofte til alt fra boligindretning og mode til opskrifter og planlægning af begivenheder, så det er værd at have i tankerne, når du markedsfører dig på platformen.
Med både organiske pins og Pinterest-annoncer tilbyder platformen flere muligheder for at nå ud til potentielle kunder.
Anbefalet til: Mode, boligindretning, mad, kunst, design og andre brancher, hvor det visuelle spiller en vigtig rolle. Pinterest kan især være relevant, hvis du vil lære, hvordan man sælger online gennem inspirerende indhold og produktbilleder.
Google Ads
Det første, mange gør, når de overvejer et køb, er at søge på Google. Med Google Ads kan din webshop blive vist øverst i søgeresultaterne, når potentielle kunder søger efter relevante produkter eller søgeord.
Google Ads tilbyder flere annonceformater, bl.a. tekstannoncer i søgeresultaterne og Shopping-annoncer, som viser produktbilleder, priser og butiksoplysninger direkte i Google. Som en af verdens største annonceplatforme kan Google Ads hjælpe med at gøre din webshop synlig på Google Søgning, YouTube og Googles partnernetværk.
Lav en søgeordsanalyse for at undersøge, hvilke søgeord dine kunder bruger, og hvor stor søgevolumen der er på dem. Google Ads kan virke omfattende i starten, så hvis du føler dig usikker på platformen, kan det være en god idé at få hjælp fra en specialist.
Du kan også overveje andre annonceplatforme som YouTube-annoncer, Pinterest-annoncer og TikTok-annoncer, hvis de passer til din målgruppe. Når din webshop er live, kan du også koble den til relevante salgskanaler på sociale medier, så kunderne lettere kan finde og købe dine produkter.
Anbefalet til: Populære produkter, lokale virksomheder og produkter eller tjenester med høj søgevolumen.
Nå ud til eksisterende målgrupper
Det er ikke altid lige effektivt, når det kun er dig selv, der fortæller om dit brand. Heldigvis gør internettet det muligt at komme i kontakt med mennesker, virksomheder og medier, som allerede har adgang til den målgruppe, du gerne vil nå.
Strategierne her kan både hjælpe dig med at skabe trafik til din webshop og styrke din troværdighed. Et godt samarbejde kan fx give omtale, produktanmeldelser eller indhold, der gør det lettere at få flere kunder online.
Husk én ting, når du kontakter potentielle samarbejdspartnere: Tænk altid over, hvad de får ud af samarbejdet.
Ræk ud til bloggere
Bloggere, anmeldere og online medier er altid på udkig efter nye historier, produkter og vinkler, der kan interessere deres læsere. Hvis du har et godt pressekit eller kan tilbyde en spændende iværksætterhistorie eller et produkt, der skiller sig ud, kan du øge chancerne for at få din webshop omtalt.
En god henvendelse tager udgangspunkt i modtagerens publikum. Find blogs og medier, der skriver om emner inden for din niche, og forklar, hvorfor deres læsere vil finde dit produkt interessant. Du kan bruge værktøjer som BuzzSumo eller blot søge efter relevante blogs inden for din branche.
Her er nogle idéer til samarbejder:
- Skriv et gæsteindlæg. Del din viden om et emne, og link til din webshop i forfatterprofilen.
- Bed om produktanmeldelser. Send dit produkt til bloggere, anmeldere eller indholdsskabere, så de kan afprøve det og dele deres erfaringer. Mange anmeldere omtaler kun produkter, de selv har testet.
- Pitch en historie. Har du en interessant baggrund, et usædvanligt produkt eller en spændende rejse som iværksætter, kan det være udgangspunktet for en artikel eller et interview.
Uanset hvilken tilgang du vælger, bør din henvendelse være relevant for både redaktøren og deres publikum. Start med de medier, der passer bedst til din niche, og udvid derfra.
Anbefalet til: Iværksættere med unikke produkter, interessante historier eller specialistviden, som kan skabe værdi for et relevant publikum.
Indgå strategiske partnerskaber
Partnerskaber kan være en effektiv måde at få dine produkter vist frem for nye målgrupper.
Se efter virksomheder, der henvender sig til de samme kunder som dig, uden at være direkte konkurrenter. Det tager ofte tid at opbygge de rette relationer, men mulighederne er mange:
- Afhold en konkurrence med dit produkt som præmie.
- Vedlæg produktprøver eller eksklusive rabatkoder i samarbejdspartneres ordrer.
- Sponsorér et arrangement eller en begivenhed.
- Udvikl et produkt eller en kampagne sammen.
Anbefalet til: Iværksættere, der allerede har et netværk inden for deres branche eller ser muligheder for samarbejde med virksomheder, organisationer eller fællesskaber, der henvender sig til samme målgruppe.
Samarbejd med influencere
Store brands er ikke de eneste, der kan få værdi ud af influencer-markedsføring.
Ved at samarbejde med influencere inden for din niche kan du få adgang til et publikum, der allerede har tillid til deres anbefalinger. Det kan både skabe trafik til din webshop og give dig indhold, du kan bruge i din egen markedsføring.
Du kan fx sende produkter til anmeldelse eller udvikle indhold sammen med influencere, der både underholder og informerer deres følgere.
Influencere findes på tværs af platforme som YouTube, Instagram og TikTok. Du kan kontakte dem direkte eller bruge influencer-platforme, der hjælper virksomheder med at finde relevante indholdsskabere og samarbejdspartnere.
Anbefalet til: Mode-, livsstils- og teknologibrands samt virksomheder, hvor visuelle produkter og anbefalinger spiller en vigtig rolle i købsprocessen.
Guerilla-markedsføring og mund-til-mund
Du behøver ikke kun at markedsføre dig online. Hvis du arbejder på at få de første kunder i din webshop, kan offline aktiviteter også være en effektiv måde at skabe opmærksomhed på.
Overvej at deltage i markeder, messer, lokale erhvervsarrangementer eller festivaler, hvor din målgruppe allerede befinder sig.
Hvis du fx sælger hundeudstyr, kan du besøge lokale arrangementer for hundeejere og tale med potentielle kunder direkte. Samtalerne kan give værdifuld indsigt i deres behov, spørgsmål og købsadfærd. Har du mulighed for det, kan du også uddele vareprøver eller demonstrere dine produkter. En pop op-butik kan være en anden måde at skabe synlighed og interesse på.
Guerilla-markedsføring handler ofte om at være kreativ og møde kunderne dér, hvor de er. En QR-kode på et skilt, en flyer eller en personlig henvisning til din hjemmeside kan være nok til at skabe trafik til din webshop.
Når du begynder at få salg, bør du aktivt indsamle anmeldelser fra dine kunder. Send fx en opfølgende e-mail 7-10 efter levering, og spørg, hvordan de oplever produktet. Vis anmeldelserne på din forside og dine produktsider. Kundeanmeldelser er ofte noget af det mest effektive, når du vil skabe tillid hos nye kunder.
Disse aktiviteter kan skabe opmærksomhed omkring din virksomhed, styrke relationen til kunderne og bidrage til flere salg over tid.
Anbefalet til: Virksomheder, der har mulighed for at møde deres målgruppe fysisk, og iværksættere, som trives med personlig kontakt og netværk.
Analyser: Reflekter og optimer
Hvis du har fulgt rådene indtil nu, har du forhåbentlig oplevet mere trafik på din webshop og måske endda fået de første salg. Formålet med øvelsen i denne artikel er at skabe en løbende proces, hvor du tiltrækker besøgende, måler resultaterne og bruger det, du lærer, til at forbedre din webshop.
Den vigtigste faktor er tålmodighed. De fleste nye webshops får ikke deres første salg fra den ene dag til den anden. Det tager ofte flere ugers målrettet markedsføring at opbygge synlighed og tillid. Nogle produkter sælger hurtigt, mens andre kræver længere betænkningstid og flere kontaktpunkter, før kunderne er klar til at købe.
Nu er det tid til at kigge nærmere på data fra Shopify og Google Analytics samt den feedback, du har fået gennem din markedsføring på andre e-handelsplatforme.
Der kan være mange årsager til, at besøgende ikke bliver til kunder. Når du analyserer, hvordan folk bruger din webshop, bliver det lettere at finde frem til de områder, der kan forbedres.
- Hvis du har en høj afvisningsprocent, betyder det, at mange besøgende forlader siden uden at klikke videre. Det kan skyldes, at du tiltrækker de forkerte besøgende, eller at din webshop er for langsom til at indlæse (test det her). Gør din markedsføring mere målrettet, og optimer hastigheden ved fx at komprimere billeder, fjerne unødvendige apps og sikre, at webshoppen fungerer godt på mobil.
- Hvis ingen lægger produkter i indkøbskurven, kan det være et tegn på, at produktet ikke matcher målgruppens behov, forkert prissætning eller at kunderne mangler tillid til din webshop. Danske forbrugere forventer typisk tydelige oplysninger om levering, returnering og betalingsmuligheder, før de gennemfører et køb online. Sørg for tydelige fragt- og returpolitik, synlige kontaktoplysninger, eventuelle tillidsmærker, kundeanmeldelser, en god prisstrategi og en troværdig om os-side, der fortæller historien bag virksomheden.
- Hvis mange kunder forlader indkøbskurven under betalingsprocessen, kan det være værd at se nærmere på fragtpriser, leveringsmuligheder og betalingsprocessen. Tilbyd relevante betalingsmetoder og vær tydelig omkring alle omkostninger. Du kan også opsætte automatiske e-mails til kunder, der forlader kurven. Start med en venlig påmindelse kort tid efter besøget, følg op dagen efter med kundeanmeldelser eller produktfordele, og overvej til sidst et særligt tilbud for at få kunden tilbage. Ca. 70 % af alle online indkøbskurve bliver forladt, så selv små forbedringer kan have stor betydning for din omsætning.
Brug det, du lærer, til løbende at forbedre din webshop. Jo bedre du forstår dine besøgende, desto lettere bliver det at få flere kunder online og skabe flere salg i din webshop.
Opbyg dit brand og skab vækst
Hele formålet med markedsføring er at hjælpe de rigtige kunder med at finde din webshop. Der findes mange måder at gøre det på, og det kan være svært at vide, hvor du skal starte.
Der findes ikke én strategi, der fungerer for alle. Du bliver nødt til at teste forskellige kanaler, lære af resultaterne og løbende justere din indsats. Jo mere du lærer om dine kunder og deres adfærd, jo nemmere bliver det at opbygge et godt brand, få flere besøgende, flere kunder og flere salg.
Husk, at alle succesfulde webshops startede med deres første ordre. Fokusér på at skabe trafik, opbygge tillid og gøre det nemt at shoppe hos dig. Det er sådan, du på længere sigt skaber vækst.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man laver sit første salg
Hvor lang tid tager det at få sit første salg online?
Det varierer meget afhængigt af dit produkt, din målgruppe og din markedsføringsindsats. Nogle webshops får deres første salg inden for få dage ved at bruge deres personlige netværk og sociale medier, mens andre bruger flere uger eller måneder på at opbygge trafik og synlighed.
Produkter, der følger populære trends eller løser et konkret problem, kan ofte sælge hurtigere. For de fleste nye webshops er det dog realistisk at forvente et par ugers målrettet markedsføring, før de første ordrer begynder at komme ind. Fokuser på flere kanaler samtidig, fx sociale medier, e-mailmarkedsføring, SEO og mund-til-mund, i stedet for at satse det hele på én strategi.
Hvor meget bør en ny webshop bruge på markedsføring?
Start med et budget, du er komfortabel med, og øg det gradvist i takt med resultaterne. Hvis du vil teste betalt annoncering, kan 50-75 kr. om dagen på én platform være nok til at lære, hvad der virker, uden at du løber en stor økonomisk risiko.
Mange webshops får deres første kunder gennem gratis kanaler som sociale medier, SEO, e-mailmarkedsføring og online fællesskaber. Når du begynder at skabe omsætning og kan se, hvilke kanaler der driver salg, kan du gradvist øge dit markedsføringsbudget. En tommelfingerregel er at afsætte 5-10 % af omsætningen til markedsføring, men det afhænger af din branche og dine vækstmål.
Hvilken markedsføringskanal er bedst til det første salg?
Den bedste kanal afhænger af dit produkt og din målgruppe. Visuelle produkter som mode, boligindretning og livsstilsprodukter klarer sig ofte godt på Instagram, TikTok og Pinterest, mens mere specialiserede eller tekniske produkter kan have større succes gennem Google Ads eller LinkedIn.
Mange nye webshop-ejere får deres første salg gennem deres personlige netværk kombineret med én markedsføringskanal. Det vigtigste er at fokusere på én eller få kanaler ad gangen, så du kan lære, hvad der virker, før du spreder indsatsen over flere platforme.
Hvordan får jeg flere kunder til min webshop?
For at få flere kunder til din webshop skal du først skabe relevant trafik. Det kan du gøre gennem SEO, sociale medier, e-mailmarkedsføring, samarbejder med influencere eller betalt annoncering. Hvilke kanaler der fungerer bedst, afhænger af dit produkt og de kunder, du gerne vil nå.
Når besøgende først finder frem til din webshop, handler det om at skabe tillid og gøre købsoplevelsen så enkel som muligt. Tydelige produktbeskrivelser, kundeanmeldelser, gennemsigtige leveringsvilkår og relevante betalingsmuligheder kan alle være med til at øge antallet af kunder og salg.
Hvordan kommer jeg i gang med at sælge online?
Det første skridt er at finde et produkt og en målgruppe, du vil sælge til. Herefter kan du oprette en webshop, fx med Shopify, og begynde at opbygge din online tilstedeværelse. Inden du investerer for meget tid eller penge, kan det være en god idé at teste interessen for produktet gennem sociale medier, spørgeskemaer eller mindre markedsføringskampagner.
Når din webshop er klar, handler det om at tiltrække besøgende og omdanne dem til kunder. Kombinér relevante markedsføringskanaler med en brugervenlig webshop, gode produktbeskrivelser og en enkel betalingsproces. Jo mere du lærer om dine kunder og deres adfærd, desto lettere bliver det at skabe de første salg og få din forretning til at vokse.

