Når kunder handler online, forventer de, at deres ordrer bliver pakket og sendt hurtigt. Mange forbrugere vælger en webshop frem for en fysisk butik, fordi det er nemt, praktisk og hurtigt.
For at kunne opbevare, pakke og sende varer effektivt kræver det en klar strategi for webshop fulfilment. Nogle webshops vælger selv at stå for hele processen, mens andre samarbejder med en fulfilment-partner, der tager sig af lager, pakning af ordrer og levering til kunden.
Den fulfilment-løsning, der passer bedst til dig, afhænger bl.a. af, hvor stor din forretning er, og hvilke produkter du sælger. I denne guide gennemgår vi de grundlæggende principper inden for fulfilment i e-handel, de mest populære metoder, og hvordan du vælger den løsning, der passer bedst til din webshop.
Hvad er fulfilment?
Fulfilment i e-handel dækker processen med at plukke, pakke og sende ordrer til kunder. Det omfatter også håndtering af lager, pakning af varer og selve leveringen.
Fulfilment-virksomheder håndterer ordrer for flere webshops og driver lagre i strategisk placerede områder. På den måde er det muligt at opbevare varer tæt på større byer og transportknudepunkter, så leveringstiden kan holdes nede.
Hvordan håndteres en webshop-ordre?
Mindre webshops står ofte selv for at pakke og sende ordrer, mens større forretninger typisk samarbejder med fulfilment-partnere eller tredjepartslogistik, også kaldet 3PL. Webshops, der arbejder med dropshipping, overlader hele fulfilment-processen til producenten eller leverandøren.
Nedenfor gennemgår vi de 3 mest udbredte måder at håndtere fulfilment på:
Selvopfyldning
Nye webshops og forretninger med særlige leveringsbehov vælger ofte selv at stå for fulfilment. Med en platform som Shopify er det relativt nemt at håndtere ordrer, sende pakker til kunder, holde styr på returneringer og tilbyde leveringsmuligheder, der matcher større webshops.
Til gengæld betyder intern fulfilment også, at du selv skal håndtere lager, kundeservice og ofte har brug for flere medarbejdere til at pakke og sende ordrer.
Tredjeparts-fulfilment
Når ordremængden vokser, oplever mange webshops, at det bliver svært at håndtere lager, pakning og forsendelse selv. Derfor vælger mange at outsource fulfilment til en tredjepart, som tager sig af hele processen.
Ved outsourcet fulfilment sendes ordrer typisk direkte til en fulfilment-partner, som står for pakning og levering. Webshoppens primære opgave er at sikre, at der er varer nok på lager til at følge med efterspørgslen.
Shopify Fulfillment Network-apppen forbinder Shopify-butikker med udvalgte tredjeparts fulfilment-partnere som Flexport og gør det muligt at håndtere ordrer mere effektivt og tilbyde hurtig levering til konkurrencedygtige priser. Shopify Fulfillment Network kan i øjeblikket kun bruges på engelsk og er kun tilgængelig for virksomheder, der klargør/fulfiller fra USA (du kan godt have virksomhed uden for USA, men lageret skal sendes til USA for fulfilment).
Dropshipping
Dropshipping er en e-handelsmodel, hvor webshoppen ikke selv håndterer fulfilment. I stedet sendes kundens ordre videre til en producent eller distributør, som pakker og sender varen direkte til kunden.
Modellen gør det nemt at komme i gang uden at skulle investere stort i lager. Til gengæld har webshoppen mindre kontrol over levering, kvalitet og kundeservice, og leveringstiden kan i nogle tilfælde være længere.
De 8 bedste fulfilment-løsninger til e-handel
- Shopify Fulfillment Network
- Flexport
- Salesupply
- Webshipper Fulfilment
- Fulfillment by Amazon (FBA)
- ShipBob
- PostNord TPL
- ShipMonk
Hvis du overvejer at samarbejde med en fulfilment-partner, kan det hurtigt virke uoverskueligt at finde den rette løsning. For at gøre det lettere har vi samlet en liste over nogle af de mest relevante webshop fulfilment-løsninger, så du får et overblik over, hvad de hver især kan tilbyde.
1. Shopify Fulfillment Network
Shopify Fulfillment Network (SFN) forbinder Shopify-butikker med fulfilment-partnere som Flexport og er bygget til at gøre ordrebehandling og levering mere effektiv direkte fra Shopify. Løsningen er tæt integreret med platformen og samler lagerstyring, pakning og forsendelse ét sted.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Shopify Fulfillment Network primært er målrettet webshops med lager og salg i USA. For danske webshops er løsningen derfor mest relevant, hvis du sælger til det amerikanske marked eller har planer om at opbygge lager uden for Europa.
Sådan fungerer Shopify Fulfillment Network:
- Installer den gratis SFN-app.
- Når den er installeret, skal du oprette din konto med Flexport.
- Send lager til en Flexport-lokation for distribution på tværs af opfyldningscentrenes netværk.
- Når en kunde afgiver en ordre, vil Flexport pakke den og håndtere levering.
Der er ingen krav om minimumslager, hvilket gør det muligt at teste løsningen med et begrænset antal produkter. Du kan også estimere dine omkostninger til fulfilment og lager direkte via en beregner.
De største fordele ved Shopify Fulfillment Network:
- Du får fuldt overblik direkte fra Shopify-administrationen
- Ordrer kan opfyldes på tværs af salgskanaler som fx Amazon, Walmart og eBay
- Lager sendes samlet til én lokation, hvilket forenkler logistikken
- Data fra Flexport synkroniseres automatisk med din webshop
Shopify Fulfillment Network kan være en stærk løsning for Shopify-butikker med fokus på USA, men for webshops med primært dansk eller europæisk salg vil lokale eller EU-baserede fulfilment-partnere ofte være et mere oplagt valg.
2. Flexport
For Shopify-webshops, der ikke bruger Shopify Fulfillment Network, kan Flexport være en stærk løsning, især hvis du arbejder internationalt. Flexport samler global logistik ét sted og hjælper virksomheder med alt fra import og lager til pakning og levering direkte til kunden.
Løsningen er særligt relevant for webshops med produktion i udlandet eller salg på tværs af landegrænser, hvor der er behov for styr på told, fragt og leveringstider. Flexport tilbyder fleksible leveringsmuligheder og en gennemsigtig prismodel, så du kun betaler for de services, din forretning har brug for.
Nøglefunktioner:
- 2-3 dages levering på udvalgte markeder
- Fulfilment til e-handel, DTC og B2B
- Efterspørgselsbaseret lagerplacering tættere på kunderne
- International fulfilment med simple og gennemskuelige priser
- Håndtering af told, forsikring og dokumentation
- Mulighed for finansiering af forsyningskæden
Besøg Flexport.com for at lære mere og anmode om et tilbud.
3. Salesupply
Salesupply er en international udbyder af e-commerce fulfilment og kundeservice, og deres fulfilment-center i Danmark gør dem relevante for danske webshops, der vil skalere i både Norden og Europa. Med logistikhubs i flere europæiske lande kan Salesupply håndtere lagerstyring, pluk- og pakkeflow samt forsendelse for brands, der sælger på tværs af grænser, og så tilbyder de kundeservice og returhåndtering på flere sprog.
Salesupply kombinerer fysisk ordreopfyldelse med supportservices, så lager, pakning, forsendelse og returadministration fungerer som én sammenhængende løsning. Deres danske centre samarbejder med andre logistikhubs i Europa, hvilket kan være en fordel, hvis du vil tilbyde hurtig levering på tværs af markeder.
Nøglefunktioner:
- Fulfilment til både små og store ordrer i Danmark og internationalt
- Integreret returhåndtering og kundeservice på flere sprog
- Mulighed for at udvide til nye markeder med lokal support
- Lager- og logistikløsninger skræddersyet til vækstwebshops
Salesupply er især velegnet til webshops, der ønsker at kombinere webshop fulfilment med kundeservice og returprocesser i én samlet løsning.
4. Webshipper Fulfilment
Webshipper er en dansk udviklet løsning, der hjælper webshops med at automatisere både shipping og ordreopfyldelse. I praksis fungerer Webshipper som en fulfilment-motor, der forbinder din webshop med flere transportører og lageroperatører gennem én samlet platform.
Webshipper gør det muligt at samle al ordrebehandling, forsendelsesvalg og logistik i ét system. Når du modtager en ordre, kan Webshipper automatisk vælge den bedste transportør og printe fragtlabels både til små pakker og større forsendelser. Det betyder, at du ikke selv skal skifte mellem forskellige systemer eller manuelt håndtere hver ordre.
Nøglefunktioner:
- Integration med e-handelsplatforme som Shopify, WooCommerce og flere
- Én samlet platform til shipping og ordreopfyldelse
- Mulighed for at tilbyde kunder flere fragtvalg ved checkout
- Automatiseringer, der sparer tid og reducerer fejl i ordreprocessen
Webshipper Fulfilment er ideel til danske webshops, der vil effektivisere deres webshop fulfilment uden at oprette egne lagercentre.
5. Fulfillment by Amazon (FBA)
Fulfillment by Amazon er en oplagt løsning for webshops, der sælger en stor del af deres produkter via Amazon. Her overtager Amazon hele fulfilment-processen, fra lager og pakning til levering og returnering.
Når du sender dine produkter til Amazons fulfilment-centre, kan dine kunder få adgang til hurtig levering via Amazon Prime, hvilket ofte øger både synlighed og salg. FBA kan derfor være særligt attraktivt for danske brands, der sælger på Amazon i EU eller USA.
Amazons priser for fulfilment afhænger af produktets størrelse, vægt og lagerperiode.
Nøglefunktioner:
- Kundesupport døgnet rundt via Amazon FBA
- Dashboard til overblik over lager og salgsperformance
- Håndtering af returneringer og refusioner
- Adgang til Prime-levering på udvalgte markeder
6. ShipBob
ShipBob er en populær webshop fulfilment-løsning for både DTC- og B2B-virksomheder og tilbyder direkte integration med Shopify. Løsningen bruges af mange vækstwebshops, der sælger til flere markeder og ønsker at samle lager og ordrebehandling ét sted.
Du forbinder din webshop med ShipBobs system, uploader dit produktkatalog og sender dit lager til deres fulfilment-centre. Herfra står ShipBob for pluk, pak og forsendelse til kunderne.
ShipBob har fulfilment-centre i både USA og Europa, hvilket gør løsningen relevant for danske webshops med internationalt salg.
Nøglefunktioner:
- Omni-fulfilment på tværs af webshop og markedspladser som Amazon og eBay
- Mulighed for tilpasset emballage og forsendelsesmaterialer
- Fulfilment af engros-, B2B- og dropshipping-ordrer
- Central lager- og ordrestyring via én platform
7. PostNord TPL
PostNord er den velkendte logistikkoncern, der opererer i Danmark og resten af Norden, og som tilbyder fulfilment- og lagerløsninger til e-handelsvirksomheder ud over deres klassiske leveringstjenester. Udover almindelig pakkelevering kan PostNord TPL hjælpe med lagerstyring, pluk- og pak-processer samt håndtering af forsendelser både nationalt og internationalt, hvilket betyder, at du kan kombinere din webshop fulfilment med etableret distributionsinfrastruktur.
PostNord tilbyder både lager- og fulfilmentløsninger, hvor dine varer opbevares og behandles i deres netværk, inden de sendes til kunden. Samtidig kan de integreres med dine e-commerce systemer, så ordrer kan overføres automatisk, og du får adgang til funktioner som track-and-trace, returhåndtering og fleksible leveringsmetoder.
Nøglefunktioner:
- E-commerce fulfilment med lager, pluk, pak og levering
- Fleksible leveringsmuligheder til kunder i Danmark og resten af Europa
- Integration med webshop-platforme og transportstyringssystemer
- Mulighed for at tilbyde avanceret track-and-trace og returhåndtering
PostNord er en god løsning for webshops, der ønsker en partner med stort netværk og bred dækning i Norden og internationalt.
8. ShipMonk
ShipMonk adskiller sig fra mange andre tredjeparts fulfilment-udbydere ved at have lagre i Europa som bl.a. i Storbritannien og Tjekkiet. Det gør løsningen særligt interessant for danske webshops, der sælger til kunder i EU og ønsker kortere leveringstider.
ShipMonk tilbyder også fulfilment i Nordamerika og integrerer direkte med Shopify, så ordre- og lagerdata synkroniseres automatisk. På deres hjemmeside kan du beregne dine forventede omkostninger, hvilket gør det lettere at vurdere, om løsningen passer til din forretning.
Nøglefunktioner:
- Over 100 integrationer til e-handel, markedspladser og systemer
- Gennemsigtig fakturering og detaljerede rapporter
- Fulfilment til webshops, detailhandel, abonnementsordninger og crowdfunding
- EU-baserede lagre kombineret med global rækkevidde
Hvordan vælger den rette fulfilment-udbyder?
Når du skal vælge en udbyder til webshop fulfilment, er der flere faktorer, du skal tage højde for. Den rigtige løsning handler ikke kun om pris, men om at finde en partner, der kan understøtte din forretning både nu og i takt med, at den vokser.
Her er nogle af de vigtigste ting, du bør kigge efter.
Erfaring fra lignende brancher
Fulfilment-udbydere arbejder ofte med bestemte typer webshops eller nichevirksomheder. Nogle er specialiserede i fx mode, fødevarer eller skrøbelige produkter, mens andre er bedre til standardvarer med høj volumen.
Hvis din webshop har særlige krav til håndtering, emballage eller levering, er det en klar fordel at vælge en partner med erfaring inden for netop din type produkter og kundesegment.
Specialisering i e-handel
Vælg gerne en logistikpartner, der har god erfaring med fulfilment inden for e-handel. Udbydere, der arbejder tæt sammen med webshops, forstår typisk samspillet mellem lager, ordrehåndtering, systemintegrationer og kundernes forventninger.
Det betyder også, at de i højere grad kan rådgive dig strategisk, når din forretning vokser, eller når dine behov ændrer sig.
Inden du indgår en aftale, bør du tage en grundig dialog med udbyderen om din forretning. Stil spørgsmål, bed om konkrete eksempler, og tøv ikke med at efterspørge referencer fra lignende webshops.
Kig ud over prisen
Omkostninger spiller naturligvis en rolle, men den billigste løsning er sjældent den bedste i længden. Dårlig fulfilment kan føre til forsinkelser, fejl i ordrer og utilfredse kunder, og det kan hurtigt koste mere end det, du sparer på lager og forsendelse.
Prisen bør helt klart være en af faktorerne, når du vælger din fulfilment-løsning, men ikke den eneste.
Andre vigtige faktorer, du bør overveje
- Data og indsigt. Gode data er et stærkt værktøj i e-handel. Kig efter fulfilment-løsninger, der giver adgang til realtidsdata og rapportering, så du kan træffe bedre beslutninger om lagerstyring, genbestilling og fordeling af varer.
- Placering af fulfilment-centre. Jo tættere dit lager er på dine kunder, jo hurtigere og billigere kan leveringen ofte blive. Nogle udbydere har flere lagre og kan fordele dit sortiment strategisk, så du i visse tilfælde kan tilbyde levering samme dag eller dagen efter.
- Håndtering af lagerafvigelser. Nogle tredjepartslogistikudbydere opkræver gebyrer for lagerafvigelser som fx ved beskadigede, mistede eller stjålne varer. Andre tilbyder politikker uden reduktionsgebyrer. Det er værd at afklare på forhånd, så der ikke opstår uventede omkostninger.
Faser i fulfilment inden for e-handel
Selvom fulfilment-udbydere kan arbejde forskelligt, har de alle samme mål, nemlig at få ordrer fra lager til kunde på en effektiv måde. Processen består typisk af følgende faser.
1. Modtagelse af ordrer og lageropbevaring
Når varer ankommer fra leverandøren, registreres de og placeres på lageret. Produkterne organiseres systematisk, så de hurtigt kan findes, når en ordre kommer ind.
Hver vare tildeles typisk et SKU-nummer og en fast placering, og lagerbeholdningen overvåges løbende i samarbejde med webshoppen.
2. Pluk, pak og forsendelse
Når en kunde afgiver en ordre, bliver varerne plukket, pakket og klargjort til forsendelse. Mange fulfilment-centre har faste aftaler med transportører, og på den måde har de mulighed for at sende pakker i større mængder og holde forsendelsesomkostningerne nede.
Sporingsinformation og leveringsbekræftelse deles enten med webshoppen eller direkte med kunden.
De fleste online detailhandlere betrager leveringshastighed som den vigtigste opfyldningsfaktor for kunderne. Derfor har nogle fulfilment-udbydere flere lagre, så varer kan placeres tættere på slutkunden og leveres hurtigere.
Hvis din webshop vokser hurtigt, og du vil have mere styr på fulfilment, kan det være en fordel at samarbejde med en udbyder, der giver dig ét samlet overblik over dine data og fordeler lageret på en smart måde over flere lagre.
3. Håndtering af returneringer
I 2023 returnerede amerikanske onlinekunder produkter til en værdi af næsten 248 milliarder dollar, og den tendens ses ikke kun i USA. Efterhånden som flere og flere kunder forventer, at butikker tilbyder gode returneringspolitikker, er der mange logistikvirksomheder, der håndterer returneringer og refusioner på dine vegne.
Mange fulfilment-partnere kan håndtere hele returprocessen – fra modtagelse og kontrol af varen til refusion eller ombytning. Hvis en returneret vare er i salgbar stand, kan den genplaceres på lageret og sælges igen, uden at webshoppen selv behøver at involvere sig i processen.
Fordele ved at bruge tredjepartslogistik
Fordelene ved at outsource webshop fulfilment til en tredjepartslogistikudbyder, også kaldet 3PL, handler ikke bare om at spare tid og penge. Mange af disse virksomheder er specialister i fulfilment inden for e-handel og kan være en vigtig hjælp, når din webshop skal skaleres.
Mere fleksibel lagerkapacitet
I stedet for at binde dig til faste aftaler om lagerplads tilbyder mange 3PL-udbydere fleksible løsninger, der kan justeres i takt med din forretning. Det betyder, at du nemmere kan skrue op i travle perioder og ned igen, hvis du oplever et midlertidigt dyk i salg.
Vejledning fra eksperter på området
De fleste webshops vil på et eller andet tidspunkt støde på udfordringer i forsyningskæden. Her kan en tredjepartslogistikpartner gøre en stor forskel. 3PL-virksomheder har typisk dedikerede logistikeksperter og supportteams, der håndterer alt fra varemodtagelse til lagerstyring og forsendelse. Det giver dig en fleksibilitet, som kan være svær at opnå på egen hånd.
Mere tid til det, der skaber vækst
De færreste starter en webshop, fordi de brænder for at pakke kasser. Når du overlader den daglige håndtering af ordrer til en ekstern partner, har du mere tid til at fokusere på markedsføring, produktudvikling, nye salgskanaler og den overordnede strategi for din forretning.
Hvornår giver det mening at outsource fulfilment?
De fleste webshops starter med selv at håndtere lager og forsendelse og vælger først en tredjepartsløsning, når forretningen vokser. Hvis du selv finansierer din virksomhed, kan beslutningen om at outsource dog føles som en stor mundfuld.
Det er værd at huske, at der ikke findes et fast tidspunkt eller et bestemt ordreniveau, hvor webshop fulfilment skal outsources. Hvis du kan genkende én eller flere af situationerne herunder, kan det være tid til at tage en snak med et logistikfirma.
Svingende eller sæsonpræget salg
Hvis dit ordrevolumen varierer meget i løbet af året, kan det være upraktisk selv at drive og bemande et lager. En fulfilment-partner kan tilpasse sig udsvingene og håndtere både stille perioder og pludselige salgsstigninger.
Uventede peaks i salget kan også presse din leveringskapacitet. Her kan en ekstern udbyder sikre, at dit leveringsløfte over for kunderne stadig bliver overholdt.
Du føler dig presset
Hvis ordrehåndtering fylder så meget, at du ikke har tid til at arbejde med vækst, er outsourcing ofte et oplagt næste skridt. Som ejer af en webshop bør din tid bruges på at udvikle forretningen, ikke på logistik og pakning.
Begrænset infrastruktur
Stigende fragtpriser og længere leveringstider kan gøre det svært at udvide til nye markeder. Ved at samarbejde med en fulfilment-partner med flere lagerlokationer kan du komme tættere på kunderne og bedre følge med efterspørgslen.
Udfordringer ved fulfilment i e-handel
Der findes ikke én løsning, der passer til alle. Der er situationer, hvor det ikke giver mening at bruge en ekstern fulfilment-udbyder, uanset virksomhedens størrelse.
En tredjepartslogistikløsning er ikke nødvendigvis det rette valg for:
Webshops med begrænset likviditet
Hvis økonomien er stram, kan det være nødvendigt selv at stå for fulfilment i en periode. Mange virksomheder starter med at håndtere lager og forsendelse internt, indtil der er mere luft i økonomien. Et godt eksempel er Amazon. I begyndelsen brugte medarbejdere deres aftener på at håndplukke og pakke kundernes bogbestillinger.
Meget specialiserede virksomheder
Nogle fulfilment-centre er ikke gearet til specialtilpassede varer, ekstremt skrøbelige produkter eller følsomme materialer, som kræver særlig håndtering.
Webshops med en lav daglig ordrevolumen
Hvis du kun sender få ordrer om dagen, kan det stadig være mest praktisk at klare fulfilment selv. Når du begynder at komme op på ca. 5-10 forsendelser dagligt, giver det ofte mening at undersøge markedet for 3PL-løsninger.
Næste skridt med den rette fulfilment-partner
Outsourcet fulfilment inden for e-handel er især relevant for webshops med vækstambitioner og varierende salgsniveauer. Hvis du mangler tid, plads eller ressourcer til selv at håndtere lager og forsendelse, kan en erfaren tredjepart hjælpe dig med at optimere processerne og levere en bedre kundeoplevelse.
Ofte stillede spørgsmål om webshop fulfilment
Hvad er en fulfilment-proces?
En fulfilment-proces dækker hele forløbet fra modtagelse af en ordre til levering hos kunden. Det inkluderer varemodtagelse, lageropbevaring, pluk og pak, forsendelse og den tilhørende logistik.
Hvad er den bedste fulfilment-løsning?
Der findes ikke én løsning, der passer til alle. Den bedste løsning afhænger af din webshop, dit sortiment og dine markeder. For mange Shopify-webshops kan løsninger som Flexport, lokale fulfilment-partnere eller en kombination af flere give den rette balance mellem pris og leveringstid.
Hvordan opfylder jeg en online ordre?
En ordreproces ser typisk således ud:
- Du modtager ordren fra kunden
- Varen pakkes
- Pakken mærkes og sendes
- Forsendelsen spores frem til levering
Hvad koster webshop fulfilment?
Prisen varierer afhængigt af udbyder og setup. Omkostninger kan fx beregnes pr. ordre, pr. vare eller pr. palle og dækker typisk lager, pluk og pak, forsendelse, returneringer og opbevaring.
Hvad er direkte ordreopfyldning?
Direkte ordreopfyldning betyder, at en producent eller webshop sender varer direkte til slutkunden uden først at distribuere dem til fysiske butikker eller mellemled.


