Har du nogensinde siddet og nydt et varmt karbad og tænkt over, hvilke produkter det egentlig er, der gør oplevelsen så lækker? Badebomber kaldes også bath bombs. De findes i et væld af farver, dufte og former og er med til at skabe en luksuriøs badeoplevelse derhjemme. Men ved du, hvad det bedste af det hele er? De er faktisk overraskende nemme at lave.
Hvis du er kreativ og gerne vil forvandle en hobby til en forretning, er badebomber et oplagt sted at starte. De er billige at fremstille, nemme at arbejde med og kræver ikke en masse udstyr. Derfor er det også en ideel forretningsidé med en forholdsvis lav risiko for dig, der overvejer at starte en badebombevirksomhed for første gang. Samtidig er interessen for hjemmespa og selvforkælelse stigende, og der er god plads til nye brands, der formår at finde deres egen niche.
Markedet for badebomber vokser fortsat. Globalt vurderes branchen til at være omkring 133 milliarder amerikanske dollars værd og forventes at nå op mod 189 milliarder dollars inden 2030. Badebomber er også ekstremt populære på sociale medier, hvor der findes millioner af Instagram-billeder, der viser deres visuelle og kommercielle appel.
I denne artikel gennemgår vi, hvordan du laver dine egne badebomber, finder de rigtige ingredienser og opbygger en rentabel forretning med salg af badebomber.
Hvorfor starte en badebombevirksomhed?
Der er flere fordele ved at starte en badebombevirksomhed. For det første kan produktionen foregå hjemme i dit eget køkken med relativt billige ingredienser og uden brug af avanceret udstyr.
Samtidig er badebomber blevet en fast del af mange menneskers selvplejerutine. Interessen er steget markant over de seneste år, og ifølge Google Trends har søgninger på “bath bomb” og relaterede termer har været støt stigende. Det tyder på, at efterspørgslen langt fra er på retur.
Ud over det voksende marked er der flere gode grunde til at kaste sig over badebomber:
- Lave opstartsomkostninger. De fleste ingredienser er billige og nemme at skaffe, og mange har dem allerede derhjemme.
- Kræver ikke meget plads. Badebomber fylder ikke ret meget og kan nemt opbevares derhjemme uden behov for lager eller eksterne faciliteter.
- Nemme at tilpasse. Du kan tage udgangspunkt i den simple grundopskrift, vi har vist længere nede i artiklen, og derefter eksperimentere med dufte, farver og ingredienser for at skabe din egen stil, så dine produkter skiller sig ud fra konkurrenterne.
Regler og krav for en badebombevirksomhed
Når du vil starte en virksomhed, hvor du sælger badebomber, er det vigtigt at kende reglerne for, hvordan dine produkter klassificeres. I Danmark og resten af EU falder badebomber typisk ind under én af to kategorier, nemlig kosmetik eller lægemidler. Hvilken kategori dine produkter tilhører, afhænger af, hvordan du markedsfører dem, og hvilke påstande du bruger.
Hvis dine badebomber udelukkende sælges som velduftende eller plejende produkter uden sundhedsmæssige løfter, betragtes de som kosmetiske produkter. Det er den mest almindelige kategori, og den gælder for langt de fleste badebomber på markedet. Hvis du derimod markedsfører dine produkter med påstande om, at de kan lindre smerter, behandle hudproblemer eller have andre medicinske virkninger, kan de blive klassificeret som lægemidler.
De fleste badebomber, der sælges i Danmark, betragtes som kosmetiske produkter og reguleres derfor af EU’s kosmetikforordning. Det betyder blandt andet, at der skal være en ansvarlig person i EU, som står inde for produktets sikkerhed, og at produktet skal registreres i EU’s kosmetikdatabase, inden det må sælges. Derudover skal ingredienserne være godkendte, og emballagen skal være korrekt mærket efter gældende danske regler.
Hvis du vælger at markedsføre dine badebomber med sundhedsmæssige eller terapeutiske effekter, gælder der strengere regler. I så fald skal produkterne godkendes af Lægemiddelstyrelsen, hvilket både kan være tidskrævende og forbundet med ekstra omkostninger. Derfor vælger de fleste, der vil starte en badebombevirksomhed, at fokusere på velvære, duft og oplevelse frem for medicinske påstande.
Du bør også være opmærksom på, at reglerne kan variere afhængigt af, om du sælger i Danmark eller til udlandet. Inden du går i gang, bør du derfor sætte dig ind i de gældende krav og sikre, at din forretning lever op til lovgivningen. På den måde undgår du problemer senere og kan fokusere på at udvikle og sælge dine produkter.
Typer af badebomber
Nu hvor du ved, at interessen for selvpleje og badeprodukter er stigende, er det tid til at kigge nærmere på de forskellige typer badebomber, du kan vælge at arbejde med, og hvilke målgrupper de typisk henvender sig til.
Klassiske kugleformede badebomber
De fleste kender den klassiske badebombe. Den er som regel rund, farverig og fyldt med duft, og netop derfor er den også en af de mest populære varianter. Denne type badebombe appellerer til et bredt publikum og betragtes som et massemarkedprodukt, der kan sælges til mange forskellige aldersgrupper.
Smykke-badebomber
Nogle brands har valgt at gå ét skridt videre ved at gemme smykker inde i badebomberne. Det gør produktet ekstra spændende, da brugeren får en lille overraskelse, når badebomben opløses i vandet. Mærker som Charmed Aroma og Fragrant Jewels har gjort denne type badebomber populære, især som gaveidé. Målgruppen er ofte kvinder og unge piger i alderen 16-35 år, der går efter en kombination af selvforkælelse og overraskelse.
Glitter-badebomber
For dem, der elsker et bad med lidt ekstra glamour, er glitter-badebomber et oplagt valg. Den slags badebomber indeholder ofte glimmer eller krystaller, som giver vandet et funklende look. De er især populære blandt forbrugere, der interesserer sig for wellness og spirituelle elementer som krystalenergi. Selvom krystalhealing tidligere var en niche, er det i dag blevet en del af mainstream-wellness. De er især populære blandt byboere i alderen 20-35, der går op i selvpleje.
Badebomber med forskellige former og temaer
Nogle brands vælger at skille sig ud ved at fremstille badebomber i unikke former og temaer. Det kan være alt fra hjerter og blomster til doughnuts, figurer eller sjove former til børn. Den type badebomber egner sig rigtig godt som gaveidéer til fx fødselsdage, babyshowers eller særlige begivenheder. Her er det kun fantasien, der sætter grænser, og netop kreativiteten kan være med til at gøre, at din forretning skiller sig ud.
Badebomber til aromaterapi
Aromaterapi-badebomber indeholder æteriske olier, som udvindes fra planter, blomster og frø. De bruges ofte med fokus på afslapning, velvære og bestemte stemninger som ro, energi eller balance. Den type badebombe har et stort marked, da wellness-industrien globalt set er i kraftig vækst. Wellnessmarkedet er vurderet til 5,6 billioner dollars, så det kan være en god forretning at investere i denne type badebomber.
Du skal dog være opmærksom på, at hvis du markedsfører dine badebomber med konkrete sundhedsmæssige eller terapeutiske påstande, kan de blive betragtet som et lægemiddel frem for et kosmetisk produkt. I så fald kræver det godkendelse fra Lægemiddelstyrelsen. Derfor bør du altid være tydelig i din kommunikation og sikre, at dine produkter overholder gældende regler.
Sådan laver du badebomber, du kan sælge
Når du har besluttet dig for, hvilken type badebombe du vil arbejde med, er næste skridt at komme i gang med selve produktionen.
Find ingredienser og udstyr
Badebomber er heldigvis relativt nemme at lave og kræver kun få basisingredienser. Du kan tilpasse opskriften efter behov, men en klassisk grundopskrift indeholder typisk:
- 1 kop bagepulver
- ½ kop citronsyre
- ½ kop Epsomsalt
- ½ kop majsstivelse
- ¾ tsk vand
- 2 tsk æterisk olie som fx lavendel, eucalyptus, appelsin eller citrongræs
- 2 tsk bæreolie som jojoba, mandel, kokos eller olivenolie
- 2 tsk sheasmør for ekstra fugt
- Et par dråber madfarve, der ikke laver pletter
- Forme til badebomber
- Valgfrit: tørrede blomster, glimmer, sukkerpynt eller krystaller for et mere dekorativt udtryk.
💡Tip: Silikoneforme, som også bruges til bagning eller isterninger, fungerer rigtig godt til badebomber. De er nemme at arbejde med, holder formen og gør det nemmere at fremstille flere produkter ad gangen.
Sådan laver du badebomber trin for trin:
Nu er det tid til at gå i gang med selve processen. Grundprincippet er enkelt. Du blander først de tørre og våde ingredienser hver for sig og samler dem derefter til én masse.
1. Bland de tørre ingredienser
Start med at blande alle de tørre ingredienser i en stor skål. Undlad citronsyren i første omgang, da den først skal tilsættes senere i processen.
2. Bland de flydende ingredienser
Bland de flydende ingredienser grundigt sammen i en anden skål.
3. Bland det hele sammen
Hæld langsomt den flydende blanding over i skålen med de tørre ingredienser, mens du rører forsigtigt. Tilsæt herefter citronsyren lidt ad gangen, mens du fortsætter med at blande. Du vil sandsynligvis opleve en let brusende reaktion, hvilket er helt normalt og skyldes citronsyren.
4. Form badebomberne, og frys dem ned
Pres blandingen godt sammen i de forme, du har valgt. Du må gerne fylde formene en smule for meget og trykke massen godt sammen med en ske eller et glas, så badebomben bliver kompakt.
5. Tag dem ud af formene
Placer formene i fryseren i cirka en time. Alternativt kan du også tage badebomberne forsigtigt ud af formen og lade dem tørre på bagepapir natten over. Når de er helt tørre, kan de tages ud af formene og er klar til brug.
Hvis du vælger lufttørring, bør du lade badebomberne stå i 1-2 døgn, før du pakker dem ind eller bruger dem. Opbevar dem gerne i lufttætte beholdere som plast- eller glasbeholdere, hvis de ikke skal sælges med det samme. Jo friskere badebomberne er, jo mere vil de bruse og boble i badet.
Bemærk! Badebomber er relativt skrøbelige. Hvis du bruger forme med mange detaljer eller små udskæringer, kan de lettere gå i stykker. Derfor er det en god idé at teste forskellige forme og opskrifter, indtil du finder den kombination, der giver det bedste resultat.
Indkøb af ingredienser
Når du først har styr på selve fremstillingen af badebomber, er næste skridt at finde de rigtige ingredienser og sammensætte dine egne opskrifter. Heldigvis kan de fleste råvarer købes enten i supermarkedet eller online i større mængder.
Spørgsmål du bør stille, når du vælger ingredienser
Når kroppen ligger i varmt vand, åbner huden sig, og ingredienserne i badebomben kan dermed lettere optages. Det betyder også, at du skal være ekstra opmærksom på, hvad dine produkter indeholder, og hvor råvarerne kommer fra, især hvis du arbejder med æteriske olier.
Uanset om du følger en eksisterende opskrift eller udvikler dine egne blandinger, er det vigtigt, at dine produkter er sikre, og at de påstande, du skriver på emballagen, er korrekte og dokumenterbare.
Her er nogle vigtige overvejelser, når du vælger ingredienser:
- Er ingredienserne godkendt til brug i hudpleje i Danmark eller EU? Nogle råvarer findes både i fødevarekvalitet og kosmetisk kvalitet, og det er vigtigt at vælge den rigtige.
- Er den farve, du bruger, godkendt til kosmetisk brug, og at den ikke laver pletter eller misfarver?
- Går du op i naturlige ingredienser, og hvordan sikrer du, at leverandørernes påstande er troværdige?
- Er ingredienserne miljøvenlige og biologisk nedbrydelige, eller risikerer de at belaste afløb og natur?
- Bruger du konserveringsmidler, og hvordan påvirker de produktets holdbarhed?
- Vil du markedsføre produkterne som økologiske, og har leverandøren de nødvendige certificeringer?
- Overholder din mærkning de gældende regler i Danmark og de lande, du sælger til?
- Indeholder nogle af ingredienserne kendte allergener? Der er fx mange mennesker, der udvikler nældefeber eller blærer, når de udsættes for bergamotolie.
Hvis du vil starte en badebombevirksomhed, hvor du udvikler dine egne formuleringer, skal du være opmærksom på, at processen kan være mere krævende i starten. Nogle ingredienser reagerer anderledes sammen end forventet, især når du bruger æteriske olier. I nogle tilfælde kan det være en fordel at samarbejde med en fagperson eller en ekstern rådgiver i udviklingsfasen.
Sådan vælger du den rette leverandør af æteriske olier
Alle råvarer bør udvælges med omhu, men du skal være ekstra omhyggelig, når du udvælger æteriske olier. Markedet er ikke reguleret på samme måde alle steder, og kvaliteten kan variere markant fra leverandør til leverandør.
Visse olier er fortyndet, blandet med syntetiske duftstoffer eller behandlet på måder, der reducerer deres kvalitet. Derfor er det vigtigt, at du er kritisk i dit valg.
Når du køber æteriske olier, bør du være opmærksom på følgende:
- Mørke flasker.Æteriske olier bør altid opbevares i mørke glasflasker, typisk ravfarvede, da lys og varme kan forringe kvaliteten. Undgå olier, der sælges i plastikbeholdere.
- Tydelig planteangivelse. Etiketten bør angive både det almindelige navn og det latinske navn på planten, hvilke plantedele der er brugt, og hvordan olien er udvundet.
- Oprindelse og sporbarhed. Seriøse leverandører oplyser enten oprindelsesland eller batchnummer, så produktet kan spores.
Hvis du køber større mængder hos grossister, er det ekstra vigtigt at lave grundig research. Her er nogle gode tommelfingerregler:
- Tjek for certificering og referencer. Undersøg om leverandøren har relevante certificeringer, især hvis du går efter økologiske produkter.
- Fald ikke for lave priser. Vær skeptisk over for meget lave priser, da det ofte indikerer lav kvalitet eller syntetiske tilsætninger.
- Tal gerne med fagfolk inden for aromaterapi. Disse professionelle kan foreslå olier, leverandører og endda hjælpe dig med at finde den mest effektive sammensætning af olier til dine badebomber.
📚 Læs mere: Sådan finder du en producent eller leverandør af dit produkt
Sådan starter du en badebombevirksomhed
Når du har styr på dine opskrifter og ingredienser, er næste skridt at gøre klar til salg. Her handler det om at få overblik over produktion, lagerstyring, forsendelse og kundeservice, så du er klar, inden du lancerer din badebombevirksomhed.
1. Byg en online butik til dine badebomber
Når fundamentet er på plads, er det tid til at oprette din webshop. Med Shopify kan du hurtigt komme i gang med en gratis prøveperiode og få mulighed for at teste design og funktioner, før du forpligter dig.
Vælg et Shopify-tema, hvor der er plads til, at dine produkter får lov at folde sig ud visuelt. Badebomber er farverige og indbydende, så et design med fokus på billeder fungerer rigtig godt. Temaer målrettet skønhedsbrands som fx Sense, Broadcast eller Prestige er oplagte valg.
Det er også vigtigt at prioritere gode produktbilleder. Badebomber er meget fotogene, og jo bedre du viser farver, teksturer og detaljer, jo større er chancen for, at de sælger. Du bør også overveje at inkludere korte videoer på dine produktsider, hvor man ser badebomben i brug, da det ofte er her, magien virkelig kommer til sin ret.
📚 Læs mere:
- Produktfotografering: Sådan laver du den perfekte opsætning
- 15 bedste gratis software til videoredigering
2. Mærk, pak og send badebomber
Badebomber er skrøbelige produkter, og derfor kræver det lidt ekstra omtanke, når de skal pakkes og sendes. Sørg for at have følgende klar:
- Krympefolie eller beskyttende emballage
- Produktetiketter og klistermærker
- Silkepapir eller genanvendeligt fyld
- Forsendelseskasser i passende størrelse
Når du pakker dine produkter, er der især tre ting, du bør være opmærksom på:
- Undgå fugt. Selv små mængder fugt kan få en badebombe til at begynde at reagere. Sørg derfor for tæt indpakning, så produktet forbliver tørt under transport.
- Vær gennemsigtig i din mærkning. Du skal altid oplyse ingredienser korrekt. Gennemsigtighed skaber tillid hos kunderne og er samtidig et lovkrav.
- Pak dine produkter tæt. Badebomber må ikke kunne bevæge sig rundt i kassen. Hvis de støder mod hinanden under transport, øges risikoen for, at de smuldrer eller går i stykker.
📚 Læs mere:
- E-handelsforsendelse: Sådan klarer du fragt og levering
- Indlægssedler i pakken: Forskellige typer, og hvordan du laver dine egne
3. Markedsfør din badebombevirksomhed
Skønhedsbranchen er konkurrencepræget, men badebomber egner sig rigtig godt til markedsføring på sociale medier. Det visuelle udtryk gør dem oplagte til platforme som Instagram, TikTok og Facebook Shops.
Den måde, du opbygger dit brand på, har stor betydning for din pris, din målgruppe og din markedsføringsstrategi. Her er nogle effektive måder at skabe synlighed på:
- Samarbejd med andre brands. Find virksomheder, der deler dine værdier, og lav fælles kampagner eller gavepakker. Det kan give adgang til nye målgrupper.
- Brug influencer marketing. Mindre influencere med engagerede følgere kan ofte give bedre resultater end store profiler og er som regel mere budgetvenlige.
- Afhold konkurrencer og giveaways. En giveaway kan være en effektiv måde at skabe opmærksomhed og skaffe nye følgere på, især hvis deltagerne skal dele dit indhold.
- Udnyt brugergenereret indhold. Opfordr dine kunder til at dele billeder eller videoer af dine produkter og tagge dit brand. Det skaber troværdighed og fungerer som gratis markedsføring.
- Tænk i sæsoner. Badebomber er oplagte gaveprodukter. Udnyt højtider som jul, mors dag og valentinsdag med særlige farver, dufte eller kollektioner.
📚 Læs mere:
4. Sælg badebomber fysisk
Selvom online salg er oplagt, kan det også være en fordel at starte en badebombevirksomhed, hvor du også sælger dine produkter fysisk. Markeder, messer og pop op-butikker giver dig mulighed for at møde kunderne ansigt til ansigt og få direkte feedback.
Fordele ved fysisk salg:
- Få direkte feedback på dine produkter. Når du sælger dine badebomber ansigt til ansigt, får du mulighed for at høre kundernes umiddelbare reaktioner og spørgsmål. Den direkte dialog giver værdifuld indsigt i, hvad der fungerer, og hvor der er plads til forbedring.
- Skab kontakt til potentielle engroskunder. Mange butiksejere deltager i markeder og messer for at finde nye produkter til deres sortiment. Det giver mindre brands en oplagt mulighed for at præsentere deres produkter og indlede dialog om engrosaftaler.
- Opbyg en e-mailliste og din tilstedeværelse på sociale medier. Når du møder kunder på markeder eller events, kan du nemt få dem til at følge dig eller tilmelde sig dit nyhedsbrev, så du kan holde kontakten efterfølgende.
- Netværk med andre iværksættere og producenter. Det er en god mulighed for at udveksle erfaringer, få inspiration og skabe relationer, der kan gavne din forretning på længere sigt.
Selvom fysisk salg kan lyde lidt skræmmende, er det simpelt at håndtere transaktioner, mens du er på farten ved at bruge et mobilt betalingssystem som Shopify POS. Her kan du nemt håndtere betalinger og samtidig holde styr på lager og salg på tværs af online og offline kanaler.
Videreudvikling af din badebombevirksomhed
Noget af det bedste ved at starte en badebombevirksomhed er, hvor nemt den kan udvides, når først du har fundet fidusen og opnået succes. Når dine badebomber begynder at sælge, kan du gradvist udvide sortimentet og tilbyde flere produkter inden for samme univers.
Mange iværksættere vælger fx at supplere med hudplejeprodukter, sæber eller andre selvplejeprodukter, der passer naturligt sammen med badebomber. Du kan også arbejde med krydssalg ved at tilbyde gaveæsker eller plejesæt baseret på de dufte og varianter, dine kunder allerede køber.
Når du først har opbygget en loyal kundebase, giver det gode muligheder for at skabe gentagne køb og udvikle forretningen i et tempo, der passer til dig. Med den rette strategi kan din badebombevirksomhed vokse fra en hobby til en stabil og langsigtet indtægtskilde.
Ofte stillede spørgsmål om at starte en badebombevirksomhed
Er det rentabelt at sælge badebomber?
Ja, det kan sagtens være rentabelt. Badebomber har relativt lave produktionsomkostninger, og hvis du prissætter dine produkter korrekt, kan der være en god fortjeneste. Det er vigtigt at tage højde for både materialer, emballage, markedsføring og din egen arbejdstid, når du fastsætter prisen.
Skal jeg have myndighedsgodkendelse for at sælge badebomber online?
I de fleste tilfælde nej. Hvis dine badebomber udelukkende markedsføres som kosmetiske produkter, kræver de som udgangspunkt ikke godkendelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Hvis du derimod markedsfører dem med konkrete sundhedsmæssige eller terapeutiske effekter, kan de blive klassificeret som lægemidler, hvilket kræver særlig godkendelse.
Hvad er gode navne til en badebombevirksomhed?
Et godt virksomhedsnavn bør afspejle dit brand, din stil og din målgruppe. Overvej ord, der signalerer velvære, selvforkælelse, natur eller luksus. Du kan også bruge en navngenerator til virksomheder til at få inspiration og teste, om navnet er ledigt.


