Fragt er en af de vigtigste faktorer for kunder, når de handler online. Spørgsmål som: "Hvad koster det i forsendelse?" og "Hvornår får jeg min ordre?" har stor betydning for, om en shopper vælger at gennemføre sit køb.
Mange kunder forventer gratis forsendelse og hurtig levering. Hvis det ikke er muligt, er de ofte klar til at forlade indkøbskurven. Fragtomkostninger bliver igen og igen nævnt som en af de største årsager til, at kunder opgiver deres indkøb, og den samlede frafaldsrate for indkøbskurve ligger på omkring 70 %.
Der er en god grund til, at gratis levering har så stor effekt. Mange kunder foretrækker at lægge et ekstra produkt til fx 79 kr. i kurven end at betale 59 kr. i fragt. Det handler om oplevet værdi. I denne artikel kan du lære mere om psykologien bag gratis fragt. Når du kender den, bliver det nemlig meget nemmere at vurdere, hvornår og hvordan strategien giver bedst mening at bruge.
Hvad er gratis fragt?
Gratis fragt er en strategi, hvor webshops vælger selv at dække forsendelsen for at reducere antallet af forladte indkøbskurve og øge konverteringen. Det betyder, at der ikke bliver lagt ekstra forsendelsesomkostninger oven i prisen ved kassen, og kunden ved derfor, at den pris, der står på produktsiden, også er den endelige pris.
Grunde til at tilbyde gratis forsendelse
Spørgsmålet om, hvorvidt gratis forsendelse rent faktisk øger salget, kan bedst besvares ved at kigge nærmere på tallene.
Gratis fragt øger salget
Mere end 8 ud af 10 forbrugere fortæller, at gratis levering er en af de vigtigste faktorer, når de køber noget online. Mange oplever, at de gør et godt køb, når de ikke skal betale ekstra for fragt, og derfor er de også mere tilbøjelige til at lægge flere varer i kurven for at opnå gratis forsendelse. Samtidig kan tilbud om gratis fragt være med til at skabe større tillid til din webshop.
Gratis fragt øger den gennemsnitlige ordreværdi
Når du sætter en grænse for gratis levering, kan det få en direkte indvirkning på din gennemsnitlige ordreværdi, også kaldet AOV. Hvis dine kunder fx normalt handler for omkring 250 kr., og du sætter grænsen for gratis levering ved 350 kr., vælger mange at lægge ekstra varer i kurven for at nå op på det beløb.
Op mod 80 % af online shoppere er villige til at ramme et minimumsbeløb for at undgå ekstra forsendelsesomkostninger. I praksis betyder det, at mange foretrækker, at lægge et ekstra produkt til fx 79 kr. i kurven end at betale 59 kr. i fragt. De oplever kort og godt, at de får mere værdi for pengene ved at købe en ekstra vare end ved at betale for leveringen.
Gratis forsendelse reducerer antallet af forladte indkøbskurve
I 2025 sagde 39 % af online shoppere, at ekstra omkostninger som fx fragt var grunden til, at de droppede deres indkøb. Hvis en potentiel kunde når hele vejen til kassen og først dér ser dine standardpriser for forsendelse, er der stor risiko for, at de forlader siden. Hvis du derimod tilbyder gratis forsendelse, er kunderne langt mere tilbøjelige til at gennemføre købet uden tøven.
Typer af gratis fragt
Der findes flere forskellige måder, du kan tilbyde gratis levering til dine kunder på:
Gratis fragt på hele hjemmesiden
Med denne løsning får alle kunder gratis levering, uanset om det er deres første køb, eller om de er loyale gengangere, der køber for et højere beløb. Det kan øge konverteringen og reducere antallet af forladte indkøbskurve. Samtidig er det vigtigt at huske, at gratis levering ikke er uden omkostninger. Forsendelsen skal stadig betales af nogen, og afhængigt af dine produkter kan det påvirke dine profitmarginer.
Betinget gratis fragt
Den mest populære og brugte form for betinget gratis levering er minimumsordrer. Her bliver 8 ud af 10 shoppere online motiveret til at købe mere for at undgå forsendelsesomkostninger. Andre betingelser kan fx være gratis levering til kunder inden for et bestemt område eller til udvalgte kundegrupper som fx førstegangskunder eller medlemmer af et loyalitetsprogram.
Gratis fragt for medlemmer af loyalitetsprogrammer
En undersøgelse viser, at gratis levering er en af de vigtigste grunde til, at kunder tilmelder sig loyalitets- eller medlemsprogrammer. Alene dét kan være med til at styrke kundeloyaliteten og øge omsætningen fra de kunder, du allerede har.
Sådan dækker du omkostningerne ved gratis forsendelse
- Beregn profitmarginer
- Sæt en minimumsordreværdi
- Begræns gratis forsendelse til udvalgte produkter
- Tilbyd gratis levering i udvalgte områder
- Forhandl rabatter med fragtfirmaer
- Beløn bestemte handlinger med gratis forsendelse
- Kør en kampagne med gratis levering
- Overvej gratis afhentning (click and collect)
Gratis levering til alle kunder fungerer muligvis ikke for din virksomhed. Det er jo aldrig et godt incitament, hvis det ender med at give underskud i butikken. Her er 8 måder at arbejde med gratis forsendelse på, så det giver værdi for både kunderne og din forretning.
1. Beregn profitmarginer
En af de mest simple måder at arbejde med gratis forsendelse på er ved at indregne forsendelsesomkostninger i prisen på dine produkter. På den måde er fragt allerede regnet med i prisen på de varer, du sælger.
For at få det til at fungere, er det vigtigt, at du har styr på dine profitmarginer, så gratis fragt ikke ender med at reducere din indtjening. Husk at medregne alle omkostninger, der er forbundet med at producere eller købe varer (COGS), samt andre faste omkostninger som drift af webshoppen, lager, marketing og øvrige udgifter, der er nødvendige for at holde forretningen kørende. Herefter kan du bruge værktøjer som fx Shopifys beregner til profitmargen til at se en estimeret beregning.
Hvis en vare fx koster 140 kr. at producere, og du sælger den for 210 kr., har du en avance på 50 %.
Shopifys beregner til profitmargen er ikke tilgængeligt på dansk endnu, men du kan stadig bruge det til at danne dig et overblik. I eksemplet ovenfor tjener du 10 USD pr. produkt (eller se det som 10 kr.) med en brutto produktmargin på 33,33 %. Hvis du vil tilbyde gratis levering, kan du enten acceptere en mindre reduktion i overskuddet, justere priserne, så forsendelsen er medregnet, eller kombinere de to løsninger.
Selv hvis dine produkter bliver en smule dyrere end konkurrenternes, kan gratis levering stadig give dig en fordel i kundens øjne.
2. Sæt en minimumsordreværdi
En anden mulighed er at tilbyde gratis forsendelse, når kunderne køber for et bestemt beløb. Det kan være meget effektivt, da 80 % af forbrugerne er villige til at nå et minimumsbeløb for at få gratis fragt.
Der er mange brands, som bruger den tilgang. SKIMS tilbyder fx gratis levering på ordrer over et fast beløb på deres hjemmeside.
Sådan kan du beregne din grænse for gratis forsendelse:
- Beregn din gennemsnitlige ordreværdi, AOV, uden forsendelsesomkostninger (fx 280 kr.)
- Find dine gennemsnitlige forsendelsesomkostninger (fx 55 kr.)
- Beregn din brutto profitmargin. Det gør du ved at trække dine samlede omkostninger fra omsætningen og dividere med den samlede omsætning. Hvis din omsætning fx er 700.000 kr., og dine omkostninger er 420.000 kr., er din brutto profitmargin 40 %.
- Foreslå en minimumsordreværdi (fx 320 kr.).
Næste skridt er at teste den foreslåede minimumsordreværdi:
- Find forskellen mellem minimumsordreværdien og AOV (320 kr. - 280 kr. = 40 kr.)
- Gang beløbet (forskellen) med din brutto profitmargin (40 kr. x 0,40 = 16 kr.)
- Træk beløbet fra dine gennemsnitlige forsendelsesomkostninger (55 kr. - 16 kr. = 39 kr.)
I dette eksempel betaler du 39 kr. i forsendelse pr. ordre, hvilket kan være lidt for meget. I stedet kan du hæve minimumsordreværdien til fx 380 kr.
- Foreslået minimumsordreværdi minus AOV (380 kr. - 280 kr. = 100 kr.).
- Gang beløbet (forskellen) med brutto profitmargin (100 kr. x 0,40 = 40 kr.).
- Træk resultatet fra de gennemsnitlige fragtomkostninger (55 kr. - 40 kr. = 15 kr.).
Ved at hæve grænsen giver du stadig kunderne værdi for pengene, samtidig med at dine forsendelsesomkostninger reduceres markant pr. ordre.
Ideelt set ligger grænsen for gratis levering lige over din gennemsnitlige ordreværdi, så kunderne bliver motiveret til at lægge en ekstra vare i kurven, de ellers ikke havde planer om at købe.
3. Begræns gratis forsendelse til udvalgte produkter
Forsendelse af store eller tunge produkter kan hurtigt blive dyrt, og derfor giver gratis levering ikke altid mening på hele sortimentet. For et møbelbrand kan det fx være svært at tilbyde gratis forsendelse på alle produkter.
Hvis du både sælger store og små varer, kan en løsning være kun at tilbyde gratis levering på de mindre produkter. Et møbelbrand kan fx vælge at tilbyde gratis fragt på sengetøj, puder eller mindre borde.
4. Tilbyd gratis levering i udvalgte områder
Hvis forsendelse til bestemte områder bliver for dyrt, kan du overveje kun at tilbyde gratis levering i udvalgte lande eller geografiske områder. Gratis forsendelse, der er baseret på geografiske områder, kan stadig appellere til en stor del af dine kunder, selvom det ikke gælder for alle.
Lokal levering kan også være en mulighed. Det er ofte hurtigere og giver samtidig mulighed for at skabe en mere personlig oplevelse. Kunder, der handler lokalt, lægger ofte vægt på lokal tilknytning og personlig service, og direkte levering kan være med til at understøtte det.
En anden mulighed er at placere dit lager tættere på de områder, hvor dine kunder typisk bor. Når dine produkter er tættere på kunderne, kan du reducere forsendelsesomkostningerne, tilbyde gratis fragt og samtidig forkorte leveringstiden.
Du skal dog være opmærksom på, at ændringer i lagerplacering også kan medføre nye omkostninger. Tal evt. med en tredjepartslogistikudbyder for at få et bedre overblik over udgifterne ved at outsource pluk, pak og forsendelse.
5. Forhandl rabatter med fragtfirmaer
Det er i høj grad fragtfirmaerne selv, der har indflydelse på dine forsendelsesomkostninger. Virksomheder som PostNord, DHL og UPS står for leveringen af dine ordrer, og i mange tilfælde kan de være med til at gøre gratis forsendelse mere realistisk uden, at det går ud over din indtjening.
Du kan enten koble din webshop sammen med dine egne aftaler og priser hos fragtfirmaerne eller lade Shopify klare det for dig. Med Shopify Shipping får du adgang til forhandlede rabatter gennem Shopifys samarbejder med udvalgte fragtfirmaer, hvilket kan gøre dine forsendelser billigere fra start.
6. Beløn bestemte handlinger med gratis forsendelse
Gratis levering kan også bruges til at motivere kunderne til handlinger, der styrker din forretning. Det kan fx motivere kunderne til at:
- Oprette en konto
- Tilmelde sig dit belønnings- og loyalitetsprogram
- Tilmelde sig dit nyhedsbrev
- Følge dig på sociale medier
- Henvisse din webshop til en ven
Den strategi fungerer især godt, hvis dine salgscyklusser er lange, eller hvis forsendelse generelt set er dyrt. Hvis du fx sælger større eller dyrere produkter som møbler, køber kunderne sjældent ved første besøg. De vil ofte sammenligne muligheder, måle pladsen derhjemme og tale med andre om det, før de beslutter sig.
Her kan et e-mail pop-up med gratis forsendelse i bytte for en e-mailadresse være en god løsning. Det giver dig mulighed for at følge op på kunden senere og minde dem om købet, efter de har forladt siden.
7. Kør en kampagne med gratis levering
En tidsbegrænset kampagne med gratis levering kan skabe ekstra opmærksomhed og øge salg. Når tilbuddet kun gælder i en kort periode, er mange kunder mere tilbøjelige til at slå til med det samme.
Du kan fx vælge at køre en weekendkampagne én gang om måneden eller tilbyde gratis fragti forbindelse med højtider og mærkedage som jul, mors dag eller fars dag. En anden mulighed er at tilbyde gratis forsendelse via en rabatkode til dem, der tilmelder sig dit nyhedsbrev.
Du kan også lave en kampagne, der kun kører i få dage, og markedsføre den tydeligt på både webshop og sociale medier. Gratis levering i en begrænset periode kan være det sidste skub, der får kunder, som har udskudt et køb, til at gennemføre det.
8. Overvej gratis afhentning (click and collect)
Hvis du ikke kan tilbyde gratis forsendelse fast men har en fysisk butik, kan gratis lokal afhentning være et godt alternativ. Her kan kunderne bestille online og hente deres varer selv.
Mange forbrugere vil gerne støtte lokale virksomheder og sætter pris på fleksible løsninger. Lokal afhentning betyder kortere ventetid, mindre miljøpåvirkning, vished om, hvornår ordren er klar, og samtidig er det nemmere og mere praktisk for mange mennesker.
Hurtig vs. gratis fragt: Hvad er vigtigst?
For mange mindre virksomheder kan det være svært både at tilbyde gratis levering og hurtig levering. Mange gange er man tvunget til at vælge mellem de to. Selvom det kan virke som et dilemma, viser en undersøgelse, at kunder generelt set foretrækker gratis forsendelse frem for hurtigere levering.
Samtidig spiller den såkaldte Amazon-effekt en rolle. Mange kunder har vænnet sig til, at visse produkter kan leveres hurtigt, nogle gange allerede samme dag, uden ekstra omkostninger.
I praksis er den mest balancerede løsning ofte at tilbyde gratis standardforsendelse og samtidig give mulighed for hurtigere levering mod betaling. Det kan fx være ved at sætte en minimumsordreværdi for gratis standardforsendelse og tilbyde ekspreslevering som tilvalg for kunder, der gerne vil modtage deres ordre hurtigere.
Kundeforventninger til gratis fragt
Hvad kunderne egentlig forventer af tilbud om gratis forsendelse
Det er mange gange ikke nok bare at fjerne forsendelsesomkostninger ved kassen, hvis du vil tilfredsstille online shoppere. Gratis levering er ofte kun én del af det samlede billede. Kunder har også klare forventninger til selve leveringen, som du bør tage højde for i din fragtstrategi.
- Hastighed. En rapport fra DHL viser, at 61 % af globale shoppere gerne vil have levering allerede dagen efter, men uden at betale ekstra for det. Derfor kan det give god mening at kigge på mulighederne for at outsource ordreopfyldelsen til en tredjepartslogistikudbyder som fx Shopify Fulfillment Network. (Bemærk! Shopify Fulfillment Network er kun tilgængelig for virksomheder, der klargør/fulfiller fra USA (du kan godt have virksomhed uden for USA, men lageret skal sendes til USA for fulfillment).
- Bekvemmelighed. Omkring 16 % af forbrugerne siger at bekvemmelighed er den vigtigste faktor, når de vælger leveringsform. Det kan du imødekomme ved at tilbyde flere leveringsmuligheder som fx afhentning i butik eller lokalt, levering til pakkeshop eller pakkeboks samt mulighed for at vælge et bestemt leveringsvindue.
- Bæredygtige leveringsmuligheder. For mange shoppere spiller bæredygtighed en stor rolle. Ifølge DHL vurderer 59 % af forbrugerne, at det er vigtigt, og flere er endda villige til at betale mere for en mere miljøvenlig emballage og levering. Du kan imødekomme det ved fx at bruge miljøvenlig emballage, minimere unødvendig indpakning og samarbejde med fragtfirmaer, der investerer i elbiler eller andre grønnere løsninger.
- Sporing af forsendelse. 9 ud af 10 online shoppere mener, at sporing af forsendelsen er vigtigt. Det skaber tryghed for kunderne og kan samtidig spare dig for mange henvendelser om, hvor en ordre befinder sig. Shop App har fx en indbygget pakkesporing, der giver kunderne besked undervejs i leveringen.
Sådan påvirker gratis fragt kundeloyalitet
Ekstra omkostninger til fragt og levering kan afholde selv loyale kunder fra at købe. Når kunder slipper for at betale ekstra for levering, er der større sandsynlighed for, at de vender tilbage og køber noget igen. Det gør genkøb mere oplagt, især når der er tale om produkter, de allerede kender.
Det samme gælder returneringer. Hvis førstegangskunder opdager, at de skal betale et gebyr for at sende varer retur, risikerer du at skræmme dem væk. Undersøgelser viser, at 41 % af shoppere kun handler hos webshops, der tilbyder gratis returfragt.
Opsætning af gratis fragt på Shopify
Shopify gør det relativt enkelt at arbejde med gratis forsendelse. Der findes flere måder, du kan sætte det op på, afhængigt af din strategi:
Metode til gratis fragt
Med denne metode kan du automatisk tilbyde gratis levering, når en ordre lever op til bestemte pris- eller vægtkrav. Sådan gør du i Shopify:
- Find fanen Indstillinger.
- Gå til Fragt og levering.
- Find den fragtprofil, du vil redigere.
- Klik på Tilføj sats, giv den et navn, og sæt værdien i prisfeltet til 0.
- Klik på Færdig og gem ændringerne.
Du kan også bruge denne metode til at definere, hvilke ordrer der ikke skal have gratis forsendelse, selvom det er standard i din butik. Fx kan du begrænse gratis levering til lette pakker og automatisk fjerne den, hvis varerne i kurven overstiger en bestemt vægt.
Rabatkoder til gratis fragt
En rabatkode til gratis levering fjerner forsendelsesprisen, når kunden indtaster koden ved kassen.
Sådan opretter du en rabatkode til gratis forsendelse i Shopify:
- Gå til fanen Rabat i Shopify.
- Klik på Opret rabat.
- Vælg Gratis fragt under rabattypen.
- Vælg Rabatkode som metode.
- Opret koden manuelt eller ved hjælp af værktøjet Generer kode.
- Gennemgå indstillingerne, og klik på Gem rabat.
Rabatkoder til gratis levering er velegnede, hvis du vil belønne bestemte kundegrupper som fx førstegangskunder eller medlemmer af et loyalitetsprogram. Det er kun kunder med koden, der kan gøre brug af tilbuddet.
Ulempen er, at nogle kunder glemmer at indtaste koden ved kassen eller først opdager muligheden, efter ordren er gennemført. Det kan føre til utilfredshed og ekstra henvendelser til kundeservice om refusion af forsendelsen.
Betinget rabat for gratis fragt
Betinget gratis levering trækker automatisk forsendelsesomkostninger fra uden brug af en rabatkode. Det er en løsning, der ofte bruges, når fokus ikke er på pris- eller vægtgrænser.
Sådan sætter du det op:
- Log ind på Shopify og gå til Rabat.
- Vælg Opret rabat.
- Gå til Vælg rabattype og tryk på Gratis fragt.
- Vælg Automatisk rabat.
- Opret koden til gratis fragt.
- Gennemgå indstillingerne, og klik på Gem rabat.
Fordelen ved automatisk gratis forsendelse er, at kunderne ikke risikerer at glemme at bruge en kode. Til gengæld gælder rabatten for alle, og du risikerer at dække forsendelsen for kunder, som ellers ikke havde noget imod at betale et gebyr.
Konfigurer betingelser for gratis fragt
Hvis betinget gratis forsendelse passer bedst til din webshop, kan du styre betingelserne direkte fra fanen Rabat i Shopify.
Her kan du fx:
- Sætte en minimumsordreværdi eller mængdekrav
- Begrænse gratis levering til bestemte kundesegmenter som VIP eller førstegangskunder
- Gælde rabatten kun for engangskøb og ikke abonnementer
- Sætte en grænse for, hvor mange gange rabatten kan bruges
- Udelukke bestemte lande eller regioner
- Angive start- og slutdato for tidsbegrænsede kampagner
Skal du tilbyde gratis forsendelse?
Gratis levering bliver stadig mere nødvendig for at opretholde kundetilfredshed. Du kan eksperimentere med forskellige typer gratis fragt for at se, hvilken der fører til de højeste profitmarginer.
Husk, at din grænse for gratis forsendelse ikke er et fast tal. Din strategi vil, og bør, ændre sig, efterhånden som din virksomhed vokser. Gennemgå dine fragtpolitikker i nøgleperioder for salg og vækst.
Ofte stillede spørgsmål om gratis forsendelse
Er gratis levering egentlig gratis?
Gratis levering kan enten være helt uden omkostninger for kunden eller være betinget af bestemte krav. Nogle webshops tilbyder fx gratis fragt ved køb over et bestemt beløb eller til udvalgte geografiske områder. I de tilfælde er det webshoppen, der dækker forsendelsesomkostningerne. Andre vælger at indregne forsendelsen i produktprisen eller kun tage betaling for hurtigere leveringsformer.
Køber folk mere med gratis forsendelse?
Ja, erfaringer og undersøgelser viser, at kunder generelt set køber mere, når gratis forsendelse er en mulighed. Gratis fragt øger den oplevede værdi, mindsker tøven i købsøjeblikket og kan øge den gennemsnitlige ordreværdi, hvilket samlet set har en positiv effekt på salget.
Gør gratis fragt en forskel?
Ja, gratis fragt kan have stor betydning for, hvordan kunder opfatter både produkter og webshoppen. Når leveringen er gratis, er kunder ofte mere tilbøjelige til at gennemføre et køb og vende tilbage senere. Det kan være med til at forbedre både kundeloyalitet og tilfredshed, fordi oplevelsen bliver mere enkel og gennemsigtig.
Hvem betaler for fragten, når den er gratis?
Det afhænger af opsætningen. Ved tidsbegrænsede kampagner eller gratis forsendelse på udvalgte produkter er det typisk webshoppen, der betaler. Hvis gratis fragt er en fast del af tilbuddet, vælger mange virksomheder at indregne forsendelsesomkostningerne i produktprisen. I praksis betyder det, at kunden indirekte betaler for leveringen som en del af købet.
Tænker kunderne over gratis levering?
Ja, gratis levering spiller en stor rolle for mange kunder. Flere undersøgelser viser, at shoppere foretrækker gratis fragt frem for hurtig levering og er villige til at acceptere betingelser som minimumsordrer, medlemskab af loyalitetsprogrammer eller andre krav for at opnå det.


