Det er umuligt at sælge gennem din online butik, hvis ingen besøger den. Hvis målet er at få flere kunder til din webshop, starter det hele med at tiltrække den rigtige trafik.
Markedsføring af dine produkter er ikke nemt, og mange iværksættere tror, at al trafik er god trafik. Besøgende uden reel interesse for dine produkter ender dog sjældent med at købe noget, og det trækker dine konverteringsrater ned.
Vil du lære mere om, hvordan du tiltrækker flere af de rigtige kunder til din webshop, som rent faktisk er klar til at handle? I denne guide gennemgår vi 17 strategier, der virker i praksis.
17 måder at få flere kunder til din webshop
- Optimer dine profiler på sociale medier
- Samarbejd med creators og influencere
- Kør tidsbegrænsede kampagner og tilbud
- Skab SEO-optimeret blogindhold
- Optimer dine produktbeskrivelser
- Brug en gratis quiz til at engagere besøgende
- Lav YouTube-videoer om populære emner
- Få presseomtale
- Opbyg et nyhedsbrev
- Brug SMS-markedsføring
- Bliv synlig på gratis annoncesider
- Annoncér med Google Ads
- Lav et henvisningsprogram
- Få anmeldelser på relevante platformsider
- Tænk lokalt og mød kunderne fysisk
- Afhold konkurrencer og giveaways
- Målret annoncer mod tidligere besøgende
1. Optimer dine profiler på sociale medier
Sociale medier er et effektivt værktøj, hvis du vil få flere kunder til din webshop. Udfordringen er bare, at de fleste platforme helst vil holde brugerne hos sig selv og ikke sende dem videre til dit website.
Instagram tillader fx kun ét link i profilteksten. Det gør det svært at sende folk direkte videre til en bestemt side i din webshop og dermed køre sociale kampagner, der reelt set skaber trafik og salg.
Du kan komme uden om den begrænsning ved at bruge Linkpop til at oprette en enkel landingsside, som samler links til dine vigtigste sider som fx:
- Produktsider med dine bedst sælgende varer
- Populære produktkategorier
- Din brandhistorie
- Landingssider med gratis indhold mod tilmelding
- Andre sociale medieprofiler
Pink House er en webshop, der netop bruger denne metode. De bruger Linkpop til at forklare deres unikke værditilbud og sende besøgende videre til nyhedsbrevstilmelding, andre sociale kanaler og fysiske forhandlere. Deres bedst sælgende produkt er Face Fix Serum, som har fået den mest fremtrædende placering og fungerer som et naturligt springbræt til webshoppen.
Pink House bruger denne Linkpop-landingsside på deres Instagram-profil.
2. Samarbejd med creators og influencere
Influencer marketing kan være en effektiv måde at tiltrække flere kunder til din webshop på ved at nå ud til et eksisterende publikum, der allerede har tillid til afsenderen. Undersøgelser viser, at 61 % af forbrugerne stoler på anbefalinger fra influencere, mens kun 38 % har samme tillid til brands eget indhold på sociale medier.
Det vigtigste er at finde indholdsskabere og influencere med en målgruppe, der matcher din egen. Du kan finde dem via TikTok Creator Marketplace eller direkte på Instagram og samarbejde med dem på flere måder, fx:
- Ved at sende gratis produkter
- Via betalt sponsoreret indhold
- Ved at invitere dem ind i et affiliate-samarbejde
Richard Clews, som er grundlægger af Pants & Socks, bruger netop denne strategi til at skabe opmærksomhed om sit brand. Han har samarbejdet med flere kendte atleter som bl.a. cricketspilleren Jason Roy og bokseren Nick Campbell.
“Det er en virkelig god måde for os at udvide vores rækkevidde på. Selvom vi er i en niche, er vores målgruppe ret bred, nemlig mænd over 18 år,” fortæller Richard. “Sport har gjort det muligt for os at ramme flere aldersgrupper på én gang.”
“Med nogle af vores atleter har vi kørt kampagner, hvor vi flyttede placeringen af vores logo på deres udstyr. Det blev delt på sociale medier, og vi gav en rabatkode på 15-20 % til dem, der kunne spotte logoet under en kamp eller turnering.”
Pants & Socks samarbejder med fodboldspillere fra Northampton Town FC for at skabe trafik fra sociale medier til deres webshop.
Den type influencer-kampagner har typisk en konverteringsrate mellem 2,4-3,2 %, hvilket er markant højere end gennemsnittet for webshops, som typisk ligger på 1,4 %. Richard tilføjer dog, at de i enkelte uger har set konverteringsrater på helt op til 7-8 %.
3. Kør tidsbegrænsede kampagner og tilbud
Mange kunder leder aktivt efter rabatkoder, før de køber online. Det kan du bruge til din fordel, hvis du vil skille dig ud på sociale medier og give folk en god grund til at besøge din webshop. Det kan fx være:
- Rabatter
- Tidsbegrænsede tilbud som “30 % rabat i 24 timer”
- Gratis fragt over en bestemt beløbsgrænse
- Produktpakker, hvor flere varer sælges samlet til en lavere pris
Du kan nemt oprette rabatkoder med apps som Daily Deals, MyBulk eller Wheelio.
Stephen Light, der er medstifter og CEO hos madrasbrandet Nolah, anbefaler at dele kampagner i relevante Facebook-grupper. “Facebook er fyldt med private fællesskaber med meget specifikke interesser. Det giver god mening at deltage i grupper, hvor medlemmerne aktivt leder efter tilbud,” forklarer han.
“Ved at dele kampagner i de grupper kan du både øge trafikken og salget. Mange af medlemmerne er allerede klar til at købe, så du rammer folk på det helt rigtige tidspunkt.”
Facebook er fortsat den mest populære platform, når onlinekunder leder efter rabatter.
4. Skab SEO-optimeret blogindhold
Vidste du, at mange kunder starter deres købsrejse på søgemaskiner som Google? SEO er derfor en vigtig del af indholdsmarkedsføring, hvis du vil få flere kunder til din webshop via organisk trafik.
Skriv blogindhold, der matcher de søgninger, din målgruppe allerede laver. Hvis du fx sælger Apple Watch-remme, kan relevante søgeord være “bedste Apple Watch-remme til mænd” eller “er Apple Watch vandtæt”.
For at få dit indhold til at klare sig godt i søgeresultaterne bør du følge gængse SEO-principper, bl.a.:
- Brug af søgeord i metatitler, overskrifter og alt-tekst
- Interne links til relevante sider på dit website
- Korte og letlæselige URL’er
- Deling af indholdet på sociale medier
- Links fra andre relevante websites
Illuminate Labs bruger denne tilgang som en central del af deres strategi. Ifølge præsident Calloway Cook begyndte virksomheden i juli 2021 at satse målrettet på indholdsmarkedsføring for deres Shopify-butik.
“Vi begyndte at udgive flere grundigt researchede artikler hver uge på vores blog. Den første måned fik vi 6.300 organiske sidevisninger. Et år senere var tallet steget til 162.000.”
5. Optimer dine produktbeskrivelser
Produktsider er allerede eksisterende indhold, som du kan optimere for at få flere kunder til din webshop via organisk trafik. Når du skriver produktbeskrivelser, skal du tage udgangspunkt i din målgruppe og bruge det sprog, de selv bruger. Sæt ord på de udfordringer, de står med, og inddrag de søgeord, de faktisk søger efter.
Kath Vaughn, som er ejer af Milk Tooth, forklarer det sådan: “Organisk søgetrafik er min største kilde til salg. Min webshop klarer sig bedre end andre legetøjsbutikker, der sælger de samme produkter, fordi jeg ikke bare kopierer standardbeskrivelserne fra leverandørerne.”
“Jeg bruger tid på at skrive mine egne tekster. Det tager tid, men som mor forsøger jeg at give information om legetøjet, som jeg selv ville finde nyttig som forælder. Jeg uploader også unikke produktbilleder sammen med de almindelige produktfotos, selvom det kræver ekstra arbejde.”
Kath tilføjer: “I de 12 måneder frem til 20. august 2022 stod organisk trafik fra Google for lidt over 45 % af alle ordrer hos Milk Tooth. Jeg brugte ikke penge på Google Ads i den periode.”
6. Brug en gratis quiz til at engagere besøgende
Mange mennesker kan godt lide at lære noget om sig selv. Med en gratis quiz kan du personalisere dit indhold i stor skala og samtidig få flere kunder til din webshop. Besøgende får en god grund til at engagere sig, og du kan indsamle e-mailadresser til senere opfølgning.
Et godt eksempel er knivsliberbrandet Wicked Edge, der bruger Octane AI til at hjælpe besøgende med at finde det rigtige produkt. Quizzen stiller spørgsmål om, hvorfor knivene skal slibes, hvordan de bruges, og hvor tykke de er. For at få resultatet bliver brugerne bedt om at indtaste deres e-mailadresse.
Når quizzen er gennemført, får deltagerne vist personligt tilpassede produktanbefalinger med en Tilføj til kurv-knap, så produkterne automatisk lægges i indkøbskurven.
Quizzen er effektiv til både at tiltrække og konvertere besøgende. Den har en konverteringsrate på 3,6 % (sammenlignet med den gennemsnitlige rate på 1,5 %). Det giver samtidig en 67 % højere gennemsnitlig ordreværdi end almindeligt webindhold.
Selvom ikke alle deltagere køber med det samme, har du allerede indsamlet værdifulde data. Jo mere målrettet din quiz er, jo nemmere bliver det at lave personlig kommunikation, der får folk tilbage til din webshop.
7. Lav YouTube-videoer om populære emner
Udnyt YouTubes store potentiale, hvis du vil nå nye kunder. Ved at lave videoer om emner, der allerede er populære blandt din målgruppe, kan du tiltrække relevant trafik til din webshop. Start med at undersøge, hvad din målgruppe interesserer sig for, og vælg et format, der er let at gå til som fx guides eller vejledninger.
YouTube fungerer både som søgemaskine og social platform. Du øger synligheden ved at følge nogle grundlæggende principper:
- Brug en iøjnefaldende thumbnail, der motiverer brugeren til at klikke
- Tilføj relevante tags, så YouTube forstår indholdet
- Brug playlister og slutskærme til at holde seerne længere
- Skriv beskrivelser med søgeord, som målgruppen faktisk søger efter
- Aktivér Shopify-integration, så seerne nemt kan finde dine produkter
Best Price Nutrition bruger denne strategi aktivt. Ifølge e-handelschef John Frigo laver de videoer om nye brands, nye produkter, smagsvarianter og produktanmeldelser.
“De videoer rangerer ofte hurtigt højt i Google, og de personer, der finder dem, er typisk meget relevante kunder,” forklarer han.
John fortæller, at de som regel laver to til tre videoer om ugen, og nogle perioder endnu flere. Det giver typisk et dagligt salg på mellem 200-500 dollars.
8. Få presseomtale
Presseomtale er en effektiv måde at få gratis synlighed online og kan være med til at få flere kunder til din webshop. Danske medier, fagmedier og nicheblogs er løbende på udkig efter gode historier, cases og konkrete eksempler fra virkeligheden.
Mange journalister arbejder under tidspres og mangler kilder. Derfor kan det være en god idé at gøre det nemt for dem. Hold øje med forespørgsler fra journalister via LinkedIn, journalistnetværk eller direkte henvendelser, hvor der søges cases eller eksperter inden for et bestemt område.
Du kan også selv tage initiativ. Lav en liste over de medier, din målgruppe læser, og find journalister, der dækker dit felt. Send en kort og konkret mail, hvor du præsenterer din vinkel og forklarer, hvorfor historien er relevant for deres læsere.
Hvis du fx har lanceret et nyt produkt, oplevet markant vækst, indgået et samarbejde eller har en anderledes historie fra din webshop, kan det være nok til at skabe interesse. Hvis vinklen passer til mediets fokus, er chancen for omtale ofte større, end man tror.
9. Opbyg et nyhedsbrev
Indbakken er en direkte kanal til dine kunder og en effektiv måde at få flere kunder til din webshop på. I modsætning til sociale medier, hvor den organiske rækkevidde hurtigt kan falde, giver e-mailmarkedsføring dig en stabil måde at komme i kontakt med potentielle kunder på.
Før du kan sende e-mails, skal folk dog tilmelde sig din liste. Det gør du nemmest ved at tilbyde noget gratis. Det kaldes ofte en lead magnet. Du kan fx tilbyde:
- En gratis quiz
- En rabatkode
- En tjekliste eller PDF, der kan downloades
Pearly Drinks kombinerer den tilgang med indholdsmarkedsføring. Deres strategi er at udgive kvalitetsindhold på bloggen, få besøgende til at læse med og derefter konvertere dem til abonnenter og kunder.
Ifølge Filip tester de løbende forskellige pop op-vinduer for at forbedre konverteringsraten, som lige nu ligger på 2 %. “Når folk først er tilmeldt, sender vi et e-mailflow i tre trin, hvor vi fortæller om konkurrencen, vores brand og vores produkter med fokus på at skabe salg,” forklarer han.
“Vi får rigtig mange tilmeldinger fra trafik, som vi ellers ikke ville få noget ud af. Med vores store netværk af artikler kan vi få hundredvis af nye tilmeldinger hver dag og over tid gøre dem til kunder ved at sende mere lærende og relevant indhold.”
10. Brug SMS-markedsføring
De fleste mennesker har deres smartphone på sig hele tiden. Hvis du har fået tydeligt samtykke fra dine kunder, kan SMS være et effektivt værktøj til at få dem tilbage til din webshop.
Start med at indsamle telefonnumre der, hvor du allerede er i kontakt med kunderne. Tilføj mulighed for at indtaste telefonnummer under betaling, brug pop op på populære sider, og giv e-mailabonnenter mulighed for også at tilmelde sig SMS.
SMS-kampagner kan bl.a. bruges til:
- Flashudsalg og kampagner
- Eksklusive tilbud til abonnenter
- SMS-baserede konkurrencer
- Notifikationer om nye produkter eller varer, der er på lager igen
- Invitationer til loyalitetsprogrammer
SMS kan også bruges til kundeservice. Ved at starte en kort samtale kan du få indsigt i kundernes tvivl før køb. Det giver dit supportteam mulighed for at afklare spørgsmål og mindske usikkerhed, som mange gange kan stå i vejen for et køb.
11. Bliv synlig på gratis annoncesider
Annoncering øger din synlighed, men du behøver ikke bruge penge for at komme i gang. Du kan få flere kunder til din webshop ved at oprette profiler på gratis annoncesider som:
Gratis annoncering kræver primært tid. Opret en profil, upload dine produkter, og skriv en beskrivelse, der motiverer folk til at klikke videre til din webshop i stedet for at handle direkte via annoncesiden.
Der er millioner af brugere, som leder efter nye produkter via online markedspladser, og her kan du få eksponering uden at belaste budgettet.
12. Annoncér med Google Ads
Google Ads er en oplagt kanal, hvis du vil ramme kunder, der allerede er i gang med at lede efter produkter som dine. De har en klar købsintention og er derfor ofte meget værdifulde besøgende.
Du kan teste forskellige typer Google-annoncer som fx:
- Søgeannoncer i Googles søgeresultater som tekstannoncer eller Shopping-annoncer
- Display-annoncer på websites i Google Displaynetværket
- Videoannoncer, som vises på den Google-ejede YouTube-platform
Catherine Wilson, som er ejer af Essential Derma, anbefaler at prioritere brandkendskab, også selvom det fylder en stor del af budgettet. “Når dit brand først er kendt i målgruppen, kan brand-søgekampagner i Google Ads give rigtig gode resultater,” siger hun.
“De hjælper samtidig Googles algoritmer med at finde nye kunder, der minder om dem, der allerede har købt. Vi har en gennemsnitlig pris pr. konvertering på 78 cent og en konverteringsrate på 31 % på vores brand-kampagner.”
13. Lav et henvisningsprogram
Det er blevet dyrere at skaffe nye kunder. En god måde at lette presset på er at lade tilfredse kunder anbefale din webshop videre. De kender dine produkter, ved hvem de passer til, og ved hvad der skal til, før man trykker på køb.
Du kan oprette et henvisningsprogram med apps som Referral Candy eller Yotpo. Her belønner du kunder med fx gavekort, butikskredit eller provision, hver gang de henviser en ny kunde.
Fordelen ved henvisningsprogrammer er, at du kun betaler, når der faktisk kommer et salg. I stedet for at risikere et større beløb på en kampagne, der måske ikke virker, belønner du kun kunder, når anbefalingen fører til et køb.
14. Få anmeldelser på relevante platformsider
Ca. 93 % af forbrugerne kigger aktivt efter anmeldelser, før de stoler på en ny virksomhed med deres betalingsoplysninger. Derfor er anmeldelser et vigtigt redskab, hvis du vil få flere kunder til din webshop. Ved at være synlig på anmeldelsesplatforme som Trustpilot kan du nå kunder, der allerede er i gang med at undersøge produkter som dine.
Platforme som Google Business, Trustpilot og Yelp samler virksomheder inden for bestemte brancher eller behov. Hvis din webshop fx sælger møbler til hjemmet, kan kundeanmeldelser have stor betydning for, hvor synlig du er i Trustpilots oversigter over bolig- og møbelbrands.
New Era Factory Outlet driver både en fysisk butik og en webshop. Marketingchef Flynn Zaiger forklarer, at de aktivt beder kunder om anmeldelser på lokale platforme som Yelp.
“Det kan virke lidt bagvendt. Hvorfor skulle lokale anmeldelsessider for fysiske butikker skabe trafik til en Shopify-butik? Men vi kan se, at mange, der søger efter butikker i nærheden, vælger at købe online, når de opdager, at webshoppen gør det nemt.”
Flynn tilføjer, at trafikken fra lokale anmeldelsessider ofte er blandt den mest engagerede. “Henvisningstrafik fra sider som Yelp klarer sig ofte bedre end både organisk søgning og andre klassiske trafikkilder. Ifølge vores data bruger de længere tid på sitet og besøger flere sider pr. Session.”
15. Tænk lokalt og mød kunderne fysisk
Fysiske oplevelser giver mulighed for at møde kunder ansigt til ansigt. Undersøgelser viser, at næsten en tredjedel af forbrugerne er mere tilbøjelige til at engagere sig i brands, der tilbyder oplevelser, og derfor prioriterer mange virksomheder dette højt.
Du behøver ikke have en fast butik for at tænke fysisk ind i din markedsføring. Du kan drive trafik til din webshop ved at deltage i lokale arrangementer som fx:
- Håndværksmesser
- Fagmesser
- Lokale markeder
- Pop op-butikker
- Arrangementer hos handelskamre
Ved hvert arrangement kan du uddele visitkort eller lade folk scanne en QR-kode fra dit materiale. Gerne med et lille incitament, fx “Få 10 % rabat på dinwebsite.com”. På den måde kan du sende folk direkte videre til webshoppen uden at skulle håndtere lager eller salg på stedet.
PRO-TIP: Shopify tilbyder gratis værktøjer, som kan hjælpe dig i gang, bl.a. gratis visitkortskaber og QR-kodegenerator. Vi gør dog opmærksom på, at værktøjerne ikke er tilgængelige på dansk endnu.
Fysiske events kan fungere som toppen af din markedsføringstragt, mens selve salget foregår online.
16. Afhold konkurrencer og giveaways
Organisk synlighed på sociale medier kan nogle gange føles som at tale ud i ingenting. En effektiv måde at få opmærksomhed på er at dele noget, som folk rent faktisk har lyst til at engagere sig i.
Konkurrencer er et godt eksempel. Instagram-giveaways får i gennemsnit 3,5 gange flere likes og 64 gange flere kommentarer end almindelige opslag, fordi brugerne har mulighed for at vinde noget.
Du kan samle dine bedst sælgende produkter og give dem væk til en heldig vinder. For at deltage kan du bede deltagerne om at hjælpe med at sprede budskabet, fx ved at:
- Like opslaget
- Følge din virksomheds profil
- Dele opslaget i deres story
- Tagge en ven i kommentarerne
- Tilmelde sig din e-mail- eller SMS-liste
Det kan virke paradoksalt, da mange deltager for at vinde noget gratis. Men hvis e-mailtilmelding er et krav for deltagelse, har du efterfølgende kontaktoplysninger på potentielle kunder, som du kan følge op på, når konkurrencen er slut.
For at deltage i Muscle Republics konkurrence på Instagram skal brugerne like opslaget, tagge en ven og følge brandets profil.
17. Målret annoncer mod tidligere besøgende
Når du har gjort arbejdet med at få trafik til din webshop, er det vigtigt ikke at stoppe for tidligt. Med målrettede annoncer kan du give tidligere besøgende et ekstra skub og få dem til at vende tilbage og foretage et køb.
Du kan målrette annoncer mod personer, der fx har:
- Besøgt produktsider
- Interageret med din Facebook-side
- Set en bestemt kollektion
- Set en video på sociale medier
- Lagt varer i kurven uden at købe
Forestil dig, at din webshop har haft 200 besøgende de seneste 14 dage, men kun 20 har købt. Ved at uploade din kundeliste til Facebook kan du oprette en målgruppe og vise dem annoncer for de produkter, de allerede har kigget på. Med dynamiske annoncer vises præcis de varer, som den enkelte har vist interesse for.
“Jeg fokuserede på at lave mere kreative annoncer og fik hjælp til at finde forskellige vinkler, fx ved at fremhæve kundernes anmeldelser,” fortæller Susanna Anderson, der er ejer og CEO af A Perfect Shirt.
“Tallene taler for sig selv. Mine Facebook-annoncer har en gennemsnitlig konverteringsrate på 5,4 %, og jeg har opnået 15 % mere trafik til min Shopify-butik med 18.682 besøg.”
Ofte stillede spørgsmål om få flere kunder til din webshop
Hvordan tiltrækker du kunder online?
- Kør influencer marketingkampagner.
- Skriv blogindhold, der vises i kundernes søgeresultater på Google.
- Afhold konkurrencer og giveaways på sociale medier.
- Få gratis omtale ved at dele cases og viden med journalister.
- Lav et henvisningsprogram, hvor kunder anbefaler din webshop videre.
Hvordan kan jeg promovere min virksomhed på sociale medier?
- Optimer dit link i bio, fx med Linkpop.
- Samarbejd med creators og influencere, der matcher din målgruppe.
- Lav videoer om populære emner, som din målgruppe interesserer sig for.
- Del kampagner og tidsbegrænsede tilbud.
- Brug Pinterest rich pins til at gøre dine produkter mere synlige.
Hvordan kan jeg promovere min webshop gratis?
- Afhold konkurrencer på sociale medier.
- Få kunder til at anbefale dine produkter i bytte for rabat eller provision.
- Arbejd aktivt med gratis presseomtale.
- Bliv synlig på gratis annoncesider, der er relevante for det danske marked.
- Deltag i lokale netværksarrangementer og erhvervsevents.
Hvad er den bedste markedsføringsstrategi?
Den bedste markedsføringsstrategi tager altid udgangspunkt i din målgruppe. Når du har styr på, hvem dine kunder er, hvad de interesserer sig for, og hvilke udfordringer de står med, bliver det langt nemmere at vælge de rigtige kanaler. Fokusér på de platforme, dine kunder allerede bruger, og byg en strategi, der taler direkte til deres behov.


