Hvis du har startet en dropshipping-virksomhed med håbet om en fleksibel og skalerbar indtægt, kan skattereglerne hurtigt komme som en overraskelse. Uanset om du bruger tredjepartsapps eller arbejder direkte med leverandører, skal du forholde dig til både moms, told og andre skatteforpligtelser. Det gælder ikke kun i Danmark, men også i de lande, du handler med.
Heldigvis behøver dropshipping-skatter ikke at være uoverskuelige. I denne guide gennemgår vi de vigtigste skatteregler, du skal kende som dropshipper i Danmark, og forklarer, hvordan du håndterer dine skattemæssige forpligtelser korrekt, så du kan drive din virksomhed med ro i sindet.
Hvilke skatter betaler dropshippere?
Dropshippere kan være forpligtet til at betale flere typer skat afhængigt af, hvor virksomheden er etableret, hvor kunderne befinder sig, hvordan varerne leveres, og om produkterne importeres fra udlandet. De vigtigste skatter, som en dropshipper typisk skal forholde sig til, er:
Indkomstskat
Dropshipping genererer skattepligtig indkomst for virksomhedsejeren. Som dropshipper i Danmark skal du betale indkomstskat af den virksomheds overskud.
Måden du beskattes på, afhænger af virksomhedens struktur. Hvis du driver en enkeltmandsvirksomhed, beskattes overskuddet som personlig indkomst, og så betaler du typisk acontoskat flere gange årligt. Hvis din indbetaling ikke dækker den faktiske skat, vil restbeløbet blive opkrævet senere, ofte med med tillæg af renter.
Hvis du derimod driver et ApS, beskattes virksomheden med 22 % i selskabsskat af overskuddet. Hvis du udbetaler løn eller udbytte til dig selv, beskattes det særskilt efter gældende regler for personlig indkomst eller udbytteskat.
Den samlede skattebyrde afhænger derfor af virksomhedsform, overskud, eventuelle fradrag, og hvordan du udbetaler penge til dig selv.
Moms
Moms er en af de vigtigste skatter for dropshippere. I Danmark udgør momsen 25 % og betales af forbrugeren, men det er virksomhedens ansvar at opkræve og afregne den korrekt.
Dropshipping kan gøre momsreglerne mere komplekse, fordi du ofte sælger til kunder i andre lande, køber varer fra udenlandske leverandører og ikke selv håndterer varerne.
Hvis du er etableret i Danmark og sælger til danske kunder, skal du som udgangspunkt opkræve dansk moms. Sælger du til private kunder i andre EU-lande, gælder EU’s fjernsalgsregler, hvor moms som udgangspunkt skal opkræves efter kundens land, hvis dit samlede EU-salg overstiger tærskelværdien (typisk 10.000 euro årligt).
Hvis du køber varer fra en leverandør i et andet EU-land, kan der være tale om omvendt betalingspligt, afhængigt af situationen og om begge parter er momsregistrerede.
Toldafgifter
Mange dropshippere køber produkter fra leverandører uden for EU. Hvis du importerer varer til Danmark eller et andet EU-land, kan der blive opkrævet told og importmoms, før varerne frigives af toldmyndighederne.
I EU gælder der særlige regler for, hvornår told skal betales. Som udgangspunkt gælder følgende:
- Varer med en værdi under 150 EUR er fritaget for told
- Varer over 150 EUR kan pålægges told afhængigt af produkttype
- Importmoms opkræves som udgangspunkt altid, uanset varens værdi
Hvis dine forsendelser typisk består af enkeltordrer under 150 EUR, vil der som udgangspunkt ikke blive opkrævet told, men der skal stadig betales moms. Ved større forsendelser eller sammensendte varer kan der derimod opstå toldpligt.
Teknisk set er det slutkunden, der hæfter for told og importmoms, men mange dropshippere vælger at tilbyde levering med Delivered Duty Paid (DDP). Her er told og afgifter inkluderet i prisen, så kunden ikke mødes af ekstra omkostninger ved levering. Disse udgifter indregnes typisk i produktets salgspris.
Produkter klassificeres ved hjælp af HS-koder (Harmonized System), som afgør, hvilken toldsats der gælder. Brug af forkerte HS-koder kan føre til forsinkelser i leveringen, ekstra gebyrer og efteropkrævning eller bøder.
Derudover har forskellige lande også forskellige grænser og satser for told og afgifter. For eksempel har Norge en lavere bagatelgrænse end EU, hvilket er vigtigt at være opmærksom på, hvis du sælger internationalt.
Kildeskat / oprindelsesbaseret beskatning
Begrebet “source tax” eller oprindelsesbaseret beskatning, som ofte nævnes i internationale guides om dropshipping-skatter, anvendes ikke på samme måde i Danmark.
I Danmark gælder som udgangspunkt:
- Moms opkræves efter kundens placering ved B2C-salg
- Indkomstskat betales i det land, hvor virksomheden er skattemæssigt hjemmehørende
Du betaler altså ikke “kildeskat” af dit salg, i samme forstand som i visse amerikanske delstater. I stedet reguleres beskatningen gennem momsregler (EU OSS / IOSS), selskabs- eller personskat og eventuelle dobbeltbeskatningsaftaler
Det er derfor vigtigt ikke at forveksle amerikanske “source tax”-regler med danske skatteregler, da de fundamentalt fungerer forskelligt.
Hvornår skal dropshipping-virksomheder opkræve moms?
- Tjek om du har momspligt i et givet land
- Opkræv moms
- Ansøg om momsfritagelse eller særlige ordninger
Det er en god idé at rådføre sig med en revisor eller skatterådgiver for at få afklaret, om din dropshipping-virksomhed er momspligtig, så du har 100 % styr på dropshipping-skatter. Nedenfor gennemgår vi dog de vigtigste forhold, så du kan få et overblik over dine forpligtelser.
1. Tjek om du har momspligt i et givet land
De fleste lande opkræver moms, men reglerne varierer fra land til land. Når myndigheder vurderer, om du har momspligt, ser de især på, om du har en tilstrækkelig tilknytning til landet.
Hvis du fx er bosat i Danmark, men sælger en stor del af dine varer til kunder i Tyskland, kan du blive momspligtig i Tyskland. Omvendt vil et enkelt salg til en kunde i et andet EU-land normalt ikke udløse momspligt.
Ved vurderingen ser myndighederne typisk på to forhold:
- Fysisk tilstedeværelse. Hvis du har et lager, kontor eller anden fysisk tilstedeværelse i et andet land, vil du som udgangspunkt være momspligtig dér. For dropshippere er det dog sjældent tilfældet, da de som regel fungerer som en online forretning, hvor varerne ofte sendes direkte fra leverandøren.
- Økonomisk tilstedeværelse. I EU gælder der fælles regler for fjernsalg. Hvis dit samlede salg til private kunder i andre EU-lande overstiger 10.000 EUR årligt, skal du som udgangspunkt opkræve moms i kundens land. Det kan enten ske via lokal momsregistrering eller gennem EU’s One Stop Shop (OSS)-ordning.
Det er også værd at bemærke, at hvis du sælger via større platforme som Amazon eller eBay, er det ofte platformen, der har ansvaret for momsopkrævningen. I mange tilfælde håndterer disse platforme momsen automatisk på dine vegne.
2. Opkræv moms
Hvis du er momspligtig i et land, skal du registrere dig for moms og opkræve den korrekte sats ved salget. Herefter skal momsen indberettes og afregnes til de relevante skattemyndigheder.
I Danmark sker det via Skattestyrelsen, mens andre EU-lande har tilsvarende systemer. Mange lande tilbyder digitale løsninger, hvor du kan registrere dig og indberette moms online.
For at gøre processen nemmere benytter mange dropshippere systemer som Shopify Tax, der automatisk beregner korrekt moms baseret på kundens placering og gældende regler.
3. Ansøg om momsfritagelse eller særlige ordninger
I visse tilfælde kan virksomheder være berettiget til momsfritagelse eller særlige ordninger. Det kan fx være:
- Videresælgerordninger
- OSS-ordningen for EU-salg
- Nationale undtagelser for små virksomheder
Som dropshipper kan du i nogle lande blive betragtet som videresælger, hvilket kan give adgang til særlige regler. Disse ordninger varierer dog meget fra land til land, og de gælder ikke automatisk.
Derfor er det bedst at tale med en revisor eller skatterådgiver, før du antager, at du er fritaget for moms. Fejl her kan føre til senere opkrævninger og dyre renter.
Sådan kan Shopify hjælpe dropshippere med moms og skatter
Shopify kan hjælpe med at automatisere dele af dropshipping-skatter mht. momsprocessen. Platformen kan beregne moms ved checkout baseret på kundens placering og de gældende momsregler, hvis du har opsat dine skatteindstillinger korrekt.
Shopify Tax kan også hjælpe dig med at få overblik over, hvor du potentielt set er momspligtig, og hvilke satser der gælder. Det er dog vigtigt at understrege, at Shopify ikke overtager dit juridiske ansvar. Du har fortsat selv ansvaret for at sikre, at moms bliver opkrævet, indberettet og betalt korrekt i de lande, hvor du er momspligtig.
Ofte stillede spørgsmål om dropshipping-skatter
Skal du betale skat for dropshipping?
Ja, dropshipping betragtes som en almindelig erhvervsvirksomhed, og du skal derfor betale skat af dit overskud. I Danmark betyder det som udgangspunkt indkomstskat eller selskabsskat, afhængigt af hvordan din virksomhed er registreret. Derudover vil du i de fleste tilfælde også være momspligtig. Afhængigt af hvordan og hvor du køber dine varer, kan der også være tale om told og importmoms.
Skal jeg opkræve moms på Shopify dropshipping?
Ja, hvis du har momspligt i et land, skal du opkræve moms på dine salg til kunder i det pågældende land. Shopify Tax kan hjælpe med at beregne og opkræve korrekt moms ved checkout, men det er dit ansvar at sikre, at reglerne overholdes.
Har jeg brug for et skatte-id-nummer til dropshipping?
Ja, i de fleste tilfælde. Hvis du driver dropshipping fra Danmark, skal du som udgangspunkt have et CVR-nummer og være momsregistreret, hvis du har momspligtige salg. Driver du virksomhed i selskabsform, gælder der yderligere krav. Hvis du sælger til kunder i andre EU-lande, kan du også få brug for momsregistrering i andre lande enten via momsregistrering eller via OSS-ordningen. En revisor eller skatterådgiver kan hjælpe dig med at afklare, hvilke registreringer der gælder for netop din forretning.


